Fra frimærkernes verden

På denne side har vi tidligere bragt noget om Danica – dem, der samler noget om Danmark på udenlandske mærker. Der er kommet nyt til – og dog.

I 2000 udgav vi i Danmark et mærke med Olsenbanden, som er velkendt for de fleste. Her i 2019 har Norge også udgivet et par mærker med Olsenbanden i anledning af 50-året for premieren på denne række af film. Hvis man ikke synes, personerne på mærkerne helt ligner de skuespillere, som er så velkendte for alle danskere, så er det fordi Norge ikke importerede de originale danske film, men lavede genindspilninger med norske skuespillere. Så Egon ser lidt anderledes ud. Benny er nok den, der ligner mindst.

En anden ting man kan undre sig over, når man kigger på frimærker, er, når landene bliver uenige om det, som man tror er fakta. Fx kan man stille spørgsmålet: Vokser Mount Everest?

I 2006 udgav Nepal et frimærke, hvor højden angives til at være 8848 m. Den officielle sidste GPS måling af bjerget, som ligger tilbage fra 1999, angiver også denne højde, og den er almindeligt vedtaget som den rigtige. Da bjerget ligger i Nepal må man vel også formode, at de har styr på deres bjerge.

Så er der lige Canadierne, som også har udgivet et frimærke med Mount Everest. Her angives højden til at være 8850.
Faktisk er man officielt lidt uenige om højden, og i maj i år satte den nepalesiske regering fart i en ny måling for at få fakta på plads. Geologerne er uenige. Nogle mener, at jordskælvene i 2015 har fået bjerget til at miste højde, hvorimod andre mener, at pladen med Indien stadig skubber på og får bjerget til at vokse med en til to centimeter om året. Nu må vi vente med at se resultatet, og så har de også en god undskyldning for at udgive et nyt frimærke – i mange lande.

Apropos udgivelser, så kan vi glæde os til 19. september. Da udgiver PostNord et nyt miniark i serien med frimærkekunst. Bare der dog var nogle, der ville købe det og sende et par breve frankeret med mærkerne, for nyere mærker på breve bliver en sjældenhed, når man ser hvor få frimærkefrankerede breve, der dumper ned i postkassen. Send et brev.

Af Otto Kjærgaard

Om Erik Sørensen

Se også

Til grin kan man altid blive

I 1840 udgav England sit første frimærke med Dronning Victoria som motiv. Det var også …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error: © 2009 - 2021 │ DJURSFILATELI.DK │ ALL RIGHTS RESERVED