Gammel vin på nye flasker

Djursfilateli har modtaget følgende betragtning i forbindelse de nye regler til bedømmelse af posthistoriske eksponater:

Vi har fået nye regler til bedømmelse af posthistoriske eksponater. Jeg havde håbet på, at man havde gjort op med at lægge reglerne op ad bedømmelsen af traditionelle eksponater, men det gjorde man ikke.

Fx står der (i min oversættelse): ”En kort omtale af traditionelle aspekter ved frimærker og helsager i slutningen af beskrivelsen vil blive værdsat, hvis pladsen tillader og alle de mere vigtige posthistoriske aspekter allerede er passende beskrevet”. Hvad har en variant eller et tryk på tysk papir at gøre i posthistorie? Er det posthistorisk relevant, eller er det for at posthistorikere skal vise, at de har kendskab til traditionel filateli? Kun er gode nok, hvis de kunne lave traditionelle eksponater?

Et andet sjovt område er omtalen af forskning. Her skrives, at mange posthistoriske områder er så udforskede og resultaterne publiceret, så man må ikke straffe en udstiller for ikke at vise egen forskning. Belønner man så dem, der laver forskning? Det er svært at se. Eller er det for at kunne belønne dem, der uden forskning har købt sig til en kostbar samling, som man har set det nogle gange med traditionelle eksponater, hvor forskning helt er fraværende? Hvor havde det været dejligt, hvis man havde skrevet, at ny forskning og ikke udforskede områder vil blive ekstra belønnet, for det er vel det, posthistorie går ud på.

Under sjældenhed skriver man (min oversættelse): ”Sjældenhed er direkte relateret til det viste filatelistiske objekt og den relative sjældenhed af det viste materiale (og ikke dets handelspris)”. Her nævnes nogle eksempler: Hvor svært er det at få fat i materialet, hvor svært er det at duplikerer et eksponat, og så et argument, hvor man må spærre øjnene op. Nemlig, ”Hvor vigtig et sjældent objekt er i et større perspektiv; fx en speciel afstempling (marking) fra et lille sted, der viser eneste kendte fra stedet, men er en afstempling af en standard type, som bruges i hele landet, er af mindre betydning end afstempling (marking), der kun bruges på dette sted”. I sin fulde konsekvens må alle stempler, lapidar, stjerne, brotype – uanset hvor få der eksisterer – ikke længere være sjældne, når posthistoriske hjemstavnseksponater bedømmes. Ruth stjernestempel gik hermed en tur. En stempelsamling med katalogiserede stempler, kan vel så ikke nå højt, når der bedømmes sjældenhed.

Under sjældenhed smitter bedømmelsen fra traditionelle samlinger helt igennem, når man skriver, at man også under bedømmelsen værdsætter ” traditionelt sjældne objekter så som sjældne helsager, frimærker på postale dokumenter, størst kendte frankering, tidligste kendte brug, blandede frankeringer, sjældenhed i forhold til bevaringstilstand osv.”. Har man her skrevet af fra reglementet for traditionelle eksponater? Hvilken betydning kan størst mulige antal Chr. X 20 øres mærker have på en kuvert i et censureksponat?

I mine ører lyder det som om, at hvis et posthistorisk eksponat skal have en høj bedømmelse, skal det indeholde alle de ting, der giver point i et traditionelt eksponat, ja helst ligne det til forveksling. Jeg havde håbet, der var kommet et reglement, som virkelig belønnede det posthistoriske og havde givet slip på at skæve til traditionelle samling. Der er sjældne, moderne posthistoriske objekter, der er lige så sjældne som et præ-UPU brev til Peru, men jeg ved godt, hvilket af disse to, der vil blive bedømt mest sjældent, selv om der kun er en af hver af dem (der er endnu ikke fundet præ-UPU breve til Peru!).

Af reglementet kan man også se, hvorfor hjemstavnssamlere aldrig skal regne med at kunne komme over de 90 point endsige vinde en grandprix. Det står: ”En hovedstads posthistorie er generelt mere vigtig end en provinsby eller et landområde. ………. Det må holdes op mod, hvor meget af materialet, der vises fra det lille område, der ville være attråværdigt for samlere af bredere definerede samlerområde, som fx et helt lands posthistorie”. Altså man skal kunne sætte Danmarks dåbsattest ind i hjemstavnssamlingen, hvis det skal give point.

Her må man undre sig igen, for at samle København er næsten så let som at klø sig et vist sted, men en hjemstavnssamling af et lille, nyt område kræver egen forskning, mange års leden og søgen, og alt andet lige må de viste objekter fra et lille sted være væsentlig mere sjældne end et tilsvarende objekt fra København – i hvert fald ifølge den almindelige definition af sjældenhed. Her gælder argumentet om hvor svært, det er at få fat i, som nævnes ovenfor, åbenbart ikke. Men giver det point for sjældenhed, når der kun findes få ting fra et lille sted? Er det igen fordi man skæver til, hvad der er sjældent i traditionelle samlinger?

Jeg er skuffet på posthistoriens vegne, for det reglement duer ikke til bedømmelse af posthistorie. Det er gammel vin på nye flasker.

Af Otto Kjærgaard

Har du kommentarer til opslaget kan den sendes til webmaster

Om Erik Sørensen

Se også

Så er der igen nye auktioner

Så er der igen nye auktioner på nettet. Fyns frimærke Service har netop lagt den …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error: © 2009 - 2021 │ DJURSFILATELI.DK │ ALL RIGHTS RESERVED