En betragtning oven på DFF’s repræsentantskabsmøde sidste lørdag

Dansk Filatelist Forbundets repræsentantskabsmøde

Jeg var med på forbundets repræsentantskabsmøde, der blev afholdt 10. september. Det gik ret fredeligt til, bl.a. fordi det nu ser ud til, at vi har fået en bestyrelse, der er slagkraftig, og som synes at have godt greb om økonomien.

Det mere deprimerende var historien om, at forbundet nu kun består af omkring 3000 medlemmer, så vidt jeg hørte det. I budgettet regner man også i fremtiden med en 3% tilbagegang i medlemstallet i årene fremover. En fremskrivning af dette tal er derfor alarmerende. Det skal dog siges, at der er en hel del medlemmer, der er organiseret uden for forbundet, og som af uransagelige grunde ikke ønsker at være medlem i fællesskabet.

Bestyrelsen fremlagde derfor en plan til at skaffe flere medlemmer, så hobbyen kan vokse og ikke forsvinde. Den blev fremlagt under evt., da der skal være et landsdækkende ZOOM møde, hvor medlemmerne af forbundet kan bidrage med en debat og med nye og gode forslag til hvervning. De fremlagte forslag fra bestyrelsen var for en del stykker de gamle kendinge, men med en vægt på at bruge de elektroniske medier mere. Det var der – især fra en enkelt – kraftige indvending imod. Det chokerede mig.

Der er ingen tvivl om, at den bedste og mest effektive hvervemetode, er, hvis alle medlemmer tog et nyt medlem i hånden og tog dem med på besøg i klubben. Det ville batte! Men, men, men det sker jo ikke. Jeg har i flere år været medlem af det amerikanske forbund og set, hvordan de gør det, og undret mig over, at man ikke for lang tid siden har fundet folk til at gøre det samme, som de gør derovre.

På YouTube og det amerikanske forbunds hjemmeside er der en hærskare af små videoer med entusiastiske folk, der fortæller om frimærker og kuverter, og om at samle, videoer fra det mest elementære – hvordan hængsler du et frimærke – til avancerede posthistoriske analyser af breve. Der er så mange videoer, at man kunne forledes til at tro, at alle amerikanere samler på frimærker. De små videoer skulle også husere på den platform, der hedder Tic-Toc, som jeg ikke har noget væsentligt kendskab til, men som især bruges af børn og unge.

Desuden har amerikanerne stadig et postvæsen, og man sender kuverter til hinanden, hvilket er en stor forskel til DK, men hvis hobbyen skal have en fremtid, så skal der satses hårdt på de elektroniske medier, og der skal ikke kun laves en pæn hjemmeside. De små videoer på YouTube og andre kanaler er ikke noget, der får medlemsskaren til at vokse fra i morgen, men her skal sås de frø og øjne åbnes for dem, der skal være hobbyens fremtid. Og de skal have det ind med modermælken, så de som voksne bliver de store samlere og udstillere.

Måske er hobbyens fremtid ikke i en klub onsdag aften, og som helt ny og som ungt menneske, ville jeg mene, at det kunne være ret angstfremkaldende at møde frem i en klub i dag. Vi organiserede samlere er for elitære, og jeg tør ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis der dukkede et medlem op i klubben, hvis største glæde er at samle førstedagskuverter, fordi de er så pæne. Der skulle nok være mindst et medlem, der forklarer vedkommende, at det skal han/hun bestemt ikke samle. I USA har de en udstillingsklasse, endda på nationale udstillinger for FDC-samlere. Hvad med en video om FDC og en platform, hvor de kunne organisere sig, ligesom Postkortklubben, De Tofarvede og Dansk Posthistorisk Selskab har organiseret sig og så mødes ved festlige lejligheder. På nettet kan man lave en mere blød indfasning i hobbyen og lave den på mange niveauer og få alle dem med, der i dag samler helt anonymt via nettet.

Hvem hyrer et par journalistelever, der laver en række små videoindslag som reklame for hobbyen? De vil sikkert lave det gratis for at vise, hvad de duer til. Skulle der så komme nye samlere til klubberne, er de så gearet til at modtage dem? Hvem laver en platform for dem, der er generalsamlere og ikke kommer i en klub?

Af Otto Kjærgaard

Om Erik Sørensen

Se også

Modtageren betaler og Chr. IX på samme dag

Lørdag den 9. marts havde Djurslands Filatelistiske Højskole besøg af Henrik Plovst og Ivan Refsgaard …

En kommentar

  1. Hans Peter Sandberg

    Hei.
    Jeg bor I Norge og kan da Ikke komme på
    møter . Da er Zoom fantastisk . Jeg er medlem av KPK og dansk post historisk selskap og har vært på mange møter . Tusen tak

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error: © 2009 - 2021 │ DJURSFILATELI.DK │ ALL RIGHTS RESERVED