Mit liv som foredragsholder

Gennem mine år som samler har jeg besøgt mange klubber over hele landet som foredragsholder. Man kan næsten vurdere, hvordan en klub fungerer fra det øjeblik, man træder ind ad døren som foredragsholder.

I den velfungerende klub er der som regel en person, der staks hilser på en, finder en stol og en forfriskning til en, og lige orienterer om, hvordan man havde tænkt sig aftenen skal forløbe, hvor jeg skal stå, og hvor udstyret er, og tilbyder hjælp til at få alt til at fungere. Det bliver som regel en god aften.

Jeg har oplevet et par episoder, som jeg tror fortæller en del om, hvordan klubber også fungerer, episoder, som er ret demotiverende for en foredragsholder. Jeg ankom til en klub efter megen møje og besvær, da jeg kun havde fået udleveret en adresse, men det viste sig at være i en ret stor bygning, og der var ingen skilte til frimærkeklubben. Jeg finder omsider stedet efter et par forespørgsler og træder ind, og der sker ikke noget. Ingen hilser, og efter at have stået således lidt tid, placerer jeg min taske et sted og hænger min frakke over en stoleryg. Jeg bevæger mig rundt blandt medlemmer og spørger en tilfældig, om formanden er til stede og får ham udpeget. Han sidder og bytter ivrigt, og da jeg stiller mig ved bordet, kigger han op, siger velkommen, giver hånd og fortsætter derefter sin bytning. Jeg vender tilbage til, hvor jeg stillede min taske og anbragte min frakke for at opdage, at de er blevet flyttet til et andet sted, og der sidder en på den stol, hvor min frakke hang. Jeg holdt mit foredrag og tog staks afsted igen. Jeg havde en svag fornemmelse af, at jeg var i vejen.

I en anden klub jeg besøgte, var der vældig gang i aktiviteterne, da jeg kom. Formanden bød mig velkommen, og jeg fik en kop kaffe, satte mig ned og nød den, og flere kom og spurgte, om jeg havde noget med, de måtte se (frimærker eller breve). Det trak jeg op af tasken og sad og nød min kaffe og sludrede med et par stykker. Ret hyggeligt! Tiden gik, jeg var adviseret til at komme kl. 19.30, hvor klubbens møder startede, og da der var ret lang vej dertil, var jeg ankommet i god tid, ca. 19.10. Omkring kl. 20 bød formanden velkommen og efter et par meddelelser, gik man i gang med en auktion. Det tog ret lang tid og kl. blev omkring 20.45, inden alle havde afregnet. Formanden bød så mig velkommen og introducerede mig og mit foredrag. I samme øjeblik rejste 75% af de fremmødte sig, pakkede sammen og forlod lokalet. Formanden kiggede skævt til mig og sagde, at det ikke var pga. mig, hvilket da var en trøst, men de havde lidt dårlige erfaringer med foredragsholdere, og medlemmerne var ikke de store tilhængere af foredrag, men han havde hørt, at det mente man hørte til i en klub. Det var en trøst, at de få tilbageblevne var meget interesserede, men min kone var noget bekymret, da det næsten blev midnat, inden jeg igen var hjemme.

I en anden klub var mange fremmødt, alle mænd, undtagen én kvinde. Kvinden kom kun til eftersyn af aktionen og gik ret tidligt, så der nu kun var mænd til stede, hvorefter formanden sagde: ”Åh, det var rart, nu kan vi endelig snakke frit”, hvorefter han og nogle andre begyndte meget højlydt at fortælle nogle af de mest sjofle historier, jeg har hørt. Det var omgangstonen i klubben — lang tid før #metoo.

Et par lidt uheldige episoder, men jeg må i sandhedens tjeneste sige, at i langt de fleste klubber, har jeg følt mig velkommen og fået en særdeles fin behandling, og det er sjovt nok også de klubber, der trives godt.

Af Otto Kjærgaard

Om Erik Sørensen

Se også

Så starter vi igen!

Grenaa og Omegns Frimærkeklub åbner forårssæsonen 2022 med foredrag på den første mødeaften torsdag d. …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error: © 2009 - 2021 │ DJURSFILATELI.DK │ ALL RIGHTS RESERVED