Carl Jørgensen er død

Den 27. december døde Carl Jørgensen, en af de store filatelister. Carl Jørgensen vil blive savnet af mange forskellige årsager. Filatelistisk for hans utrættelige søgen efter nye måder at gøre og anskue tingene på. Han var sammen med Menne-Larsen med til at starte Dansk Posthistorisk Selskab og ivrig skribent i bladet Posthistorisk Tidsskrift og æresmedlem af selskabet gennem mange år. Han var også igangsætteren til Åben Klasse udstillingsmæssigt, hvor han både var ivrig udstiller, men også med til at skrive det oprindelige reglementet – eller rettere mangel på samme, som han selv udtrykte, det burde være.

Carl Jørgensen efterlader et forfatterskab med en stribe bøger, altid let læselige og interessante, fra rene håndbøger til mere nørdede udgivelser. Han spændte over det hele. Han samlede og studerede alverdens ting og kunne under en samtale røbe et samleområde, som man aldrig tidligere havde hørt ham tale om. Han spændte fra pakkeregisternumre til at samle Haiti og meget, meget mere. Derfor var han også en flittig brugt foredragsholder – munter, vittig, overraskende, veloplagt. Det var altid en fornøjelse at høre Carl vende tingene, somme tider på hovedet, for at gøre en pointe klar. Det kan ikke undre, at han blev tildelt alle de højeste hædersbevisninger en filatelist kan få: Danske Filatelisters Fællesfonds æreslegat i 2008 og Danmark-Medaljen i 2005.

Menneskeligt vil Carl i den grad blive savnet. Han var en fornøjelse at være sammen med, munter og altid med et glimt i øjet. En god lytter og et dannet menneske, der forstod at føre en samtale – når bare man huskede at tale til det øre, han ikke var døv på. Carl var altid inspirerende at høre på og være sammen med, og jeg vil savne de mange muntre stunder over en sild og en snaps og de utallige diskussioner om filatelien og dens velsignelser. Han var en fornøjelse at arbejde sammen med, altid fuld af ideer. Ikke meget for at evaluere bagefter, for som Carl sagde: ’Det blev som det blev, og vi kan ikke lave det om’ – måske et godt motto for han liv. Vi er mange, der vil savne ham.

Carl blev 87 år og vore tanker går til hans børn, børnebørn og svigerbørn. Æret være Carl Jørgensens minde.

af/Otto Kjærgaard

Carl Jørgensen vil også altid blive husket som en nær ven, og en  inspirerende foredragsholder på Djurslands Filatelistiske Højskole.

Om Erik Sørensen

Se også

Til grin kan man altid blive

I 1840 udgav England sit første frimærke med Dronning Victoria som motiv. Det var også …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error: © 2009 - 2021 │ DJURSFILATELI.DK │ ALL RIGHTS RESERVED