Årets musikfrimærke

Østrig er måske et af de mest omtalte frimærkelande pga. deres ofte lidt kontroversielle udgivelsespolitik. Mange etablerede samlere ryster på hovedet over deres ofte meget kreative påfund med frimærker på stof, glas, plastik, ja der er vel næsten ikke det, de ikke har prøvet at lave, når det gælder frimærker.

At de også kan lave traditionelle frimærker på papir af en høj kvalitet, har de nu bevist. Den internationale sammenslutning af samlere, der samler frimærker med musikmotiver, afholder hvert år en konkurrence om det smukkeste musikfrimærke. Østrig var vinderen i år med det smukke frimærke med en trækbasun med noder i baggrunden.  Kirsten Laubach, en østrigsk designer – født i Tyskland -, står bag udformningen af det smukke mærke.

Andenpladsen gik til Uruguay med et motiv med en flot balletdanser, som ser meget temperamentsfuld ud. Tredjepladsen gik til Grækenland med noget der ligner en lut-spillende herre med et bedre selskab i baggrunden.

55 postvæsener havde indsendt 66 frimærker til konkurrencen om det flotteste musikfrimærke, og samlere fra 48 lande afgav stemme. Man ser tydeligt, at smag og behag er meget varierende, idet vinderen kun fik 8,11% af det samlerede stemmetal og andenpladsen 7,59%. Selv er jeg lidt forelsket i mærket der indtog 6. pladsen, et mærke fra Isle of Man med en gærdesmutte, der bruger nodelinjerne som telefontråd til at hvile sig på – noderne til sangen om at jage gærdesmutten. Det ville være synd at jage denne lille fugl, men sådan er sangen.

Kirsten Lubach tildeles the Yehudi Menuhin Trophy for sit mærke, Østrig løber med hæderen, måske meget retfærdigt, når man tænker på, hvor meget klassisk musik, der er komponeret i Østrig.

Af Otto Kjærgaard

Om Erik Sørensen

Se også

Velkommen til den nye og spændende hjemmeside

Ib Pedersen i Odense har netop lagt sin helt nye hjemmeside ud på internettet.En hjemmeside …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error: © 2009 - 2021 │ DJURSFILATELI.DK │ ALL RIGHTS RESERVED