Post Greenland har afholdt afstemning om året frimærke 2019. Det viste mærke blev kåret. Hele 18% af de indkomne stemmer faldt på dette mærke, der udkom i oktober sidste år. Grønland udgiver stadig mange flotte stålstukne mærker eller stålstik i kombination. Det er normalt den type frimærker de garvede frimærkesamlere sværger til. Når der så afholdes publikumsafstemninger om frimærker, er det næsten altid offset mærker, der vinder. Er de garvede samlere bare nogle forbenede typer, der hænger fast i fortiden og er ude af trit med nutiden? Eller hvad sker der?
London:
Corona virussen sætter mange spor. I begyndelsen af maj måned skulle der afholdes en international udstilling i London. Den er nu udsat til om to år. Mange danske samlere kan ærgre sig, da der dels var dem, der skulle udstille, som nu kan sætte samlingen op på hylden igen, dels havde en del planlagt en tur til London, som nu må opgives.
England er nok hærget af virussen, men det hindrer ikke frimærketrykpressen i at ruller lystigt. Senest har man lavet en serie med en række James Bond relaterede udgivelser i anledning af, at film nummer 25 skulle have haft premiere. Også her rammer coronaen, så premieren er udsat til efteråret.
Som det ses, er der bl.a. udgivet et miniark med alle de ’James Bond-er’, der har været gennem tiden. Hvem er den bedste? Det har været diskuteret ofte, men under karantænen kan seere, der har Viasats filmkanaler muntre sig med at se de hidtidige 24 film, som kører i en båndsløjfe, og friske op på hukommelsen. Så kan vi efter behag føles os ’shaken, not stirred’ ——- men ’Casino Royale’ er nu den bedste – især Mads Mikkelsen
Af Otto Kjærgaard