Relaterede artikler
Jeg har samlet på frimærker så længe, jeg kan huske. Og det er en gammel kærlighed, der ikke ruster. Nogle betragter det som den mest kedelige hobby, og når man i litteraturen eller i film skal skildre en lidt kedelig person, så er han som regel en frimærkesamler. Det er aldrig en hun, selv om der er en del kvindelige samlere – faktisk ret mange. De samler ikke kun på servietter, apotekerkuverter og påklædningsdukker.
Nu da jeg er kommet op i årene, kan jeg se tilbage på en frimærketid, hvor jeg har mødt mange samlere og kan berette, at det støvede image, hobbyen har, er uberettiget. Også inden for denne hobby findes mange utroligt levende og interessante mennesker, og især mange vidende mennesker, der har sat sig ind i områder, som rækker langt ud over hobbyen. At nogle polske læger for mange år siden lavede en undersøgelse for et forsikringsselskab og fandt ud af at frimærkesamlere var gode live, er ikke at kimse ad. Samlere lever længere end gennemsnittet, slog undersøgelsen fast.
Jeg tror, jeg måske kan forklare hvorfor. Når man læser anbefalingerne fra læger angående, hvordan man får et langt liv, så er en af anbefalingerne, at man skal holde sin hjerne i gang – lære noget nyt. Det stimulerer hjernemuskelen og er med til at holde den i form. Nogle vil måske mene, at frimærkesamlere til gengæld ikke motionere ret meget, hvilket også er vigtigt for at få et langt og godt liv, men de kan jo ikke sidde bøjet over samlingen hele tiden, så hvis lægerne har ret, må de tilsyneladende motionere i smug, siden de bliver ældre end gennemsnittet.
Hobbyen appellerer i den grad til at lære nyt og sætte sig ind i et emne. Geografi er en selvfølge. Uden et atlas eller Google klarer man det ikke. Her kan man lære om beliggenheden af de mest eksotiske lande – også lande, som ikke findes mere. Hvem kender ikke til Nossi Be? Ja, de har udgivet frimærker engang med eget navn. Hvis man så er udstyret med den mindste form for nysgerrighed, så må man absolut finde ud af, hvorfor de ikke gør det mere, så hobbyen kan således i den grad give en lektion i historie, foruden geografien.
Man kan selvfølgelig opbevare sin samling i en cigarkasse – selv om der er blevet langt mellem dem i disse ikke-ryger tider – men de fleste vil nok foretrække en form for album. Her tvang hobbyen mig igen til at lære noget nyt, nemlig at bruge en computer. Album er dyre og med en computer kan man lave sit eget album, helt skræddersyet, så her kom en lektion ud over brug af Word. Det stimulerer også de små grå. Desuden er der i dag masse af frimærkeaktivitet på nettet – køb, salg, bytte – alt det, man kunne gøre i en frimærkebutik i min barndom, hvor alle byer havde en til to frimærkehandlere eller i hvert fald en boghandel, hvor man kunne købe en pakke med 100, 200 eller 500 frimærker for sine lommepenge. Nu må man også lære at bruge det store netværk. Sundt for hjernen at lære nyt.
Det siger sig selv, at hobbyen også kan lære os andre egenskaber, som er gode – ikke mindst for unge mennesker, men også for vi bedagede. Det er egenskaber som tålmodighed, omhu og koncentration. Måske også behovsudsættelse, som er en mangelvare i dag, hvor folk tager et kviklån, for at tilfredsstille deres behov omgående. Det kræver stor tålmodighed at lave en samling, omhu i behandlingen, for naturligvis må frimærker behandles forsigtigt og omhyggeligt, så de ikke ødelægges. Alt sammen gode egenskaber i andre af livets forhold. Behovsudsættelse – for man får ikke lige en komplet og færdig samling i løbet af kort tid. Det tager lang tid, år, måske bliver man aldrig færdig med at opbygge samlingen, men vejen derhen er også værd at nyde, som en køretur i et smukt landskab.
Bliver man fortrolig med sin samling og får gode vaner med at sætte den op, så kræver det en anden god egenskab: Kreativitet! Jeg har gennem tiderne set samlinger sat op på de mest opfindsomme måder, måder, der har fået mig til at tabe både næse og mund over samleres store kreativitet. Der findes nemlig ikke kun en måde, eller en rigtig måde at lave sin samling, nej, der findes din måde og din måde at gøre det på, og her kan de små grå igen komme i aktivitet. Den måde, du kreerer din samling, skal svare til det, du samler på. En samling om fugle, hvorfor ikke lave et ark, hvor man kan placere dem, hvor de er i virkeligheden, på grenen i et træ, på jorden, eller flyvende under himmelen eller sat ind i deres naturlige habitat. Fantasien kan slippes løs.
En sidste ting, som hobbyen har lært mig, hører sammen med klublivet, da der altid er en frimærkeklub i nærheden. Her er vi igen inde på lægernes anbefalinger til et langt liv. Man bør omgås mange mennesker, siger de. Her er en klub et godt sted at øve sig i at omgås andre, da man her kan støde på mennesker fra alle samfundslag. Direktøren og arbejdsmanden mødes her, ung og gammel osv., hvilket ikke sker ret mange steder i vores samfund i dag, hvor folk, der ligner hinanden, har en tendens til at klumpe sig sammen i reservater. De eneste, man ikke rigtigt ser i klubberne, er indvandrer eller nydanskere, eller hvad man skal kalde dem, men det kommer vel med tiden, når de får lært om Forenings Danmark.
En hobby, der kan lære en geografi, historie, koncentration, omhu, edb-kundskaber, sociale kompetencer, behovsudsættelse, tålmodighed og kreativitet er vel ikke at foragte, og med mulighed for både at sidde alene og også blande sig med andre, har den alle de ingredienser, der skal til, for at forlænge ens liv på en meningsfuld måde – hvis man bare husker også at få lidt motion ind imellem. Selv når man i en coronavirustid blive lukket inde, kan man fylde tiden ud med sin hobby – min kærlighed, som forhåbentlig giver mig et langt liv.
Af Otto Kjærgaard
