Relaterede artikler
De fleste er af den overbevisning, at hvis noget inden for frimærkeverdenen er gammelt, så er det sjældent. Det er oftest fordi pris og sjældenhed forveksles, idet mange tror, at dyre ting må være sjældne, men her gælder normale markedskræfter – jo højere efterspørgsel, desto højere pris. Hvis man kigger på det posthistorisk, kan moderne ting være meget sjældne, om end de ikke koster ret meget.
At finde disse sjældenheder er en disciplin mange posthistorikere dyrker, især i de såkaldte hjemstavnssamling – samling af et lille område eller postkontor. Her dykker de ofte meget langt ned i studiet af et område og får dermed en stor viden om specielle ting, som andre næppe opdager og måske synes er uinteressant. Tag fx den viste tryksag.
Tryksager er normalt en masseforsendelse, som ikke tiltrækker sig stor opmærksomhed, og som man kan se, er der mindst 756 lignende tryksager. At de fleste af den viste tryksagsforsende blev afleveret ved udlevering af rationeringsmærker i 1943, gør den selvfølgelig meget sjælden rent historisk, men ikke posthistorisk.
Det posthistorisk sjældne ligger i afstemplingen. Tryksagen er stemplet i september 1943 i Grindsted. Året før var postmester Aage Olesen blevet udnævnt, og han var morderlig glad for stempler og udvidede i sin ”regeringstid” med hele 4 nye stempler, som ligner hinanden til forveksling, men dog er lidt forskellige, så de kan adskilles. Et af dem blev kun meget lidt brugt – måske fordi han gerne ville have sig eget og lagde det i skrivebordsskuffen og glemte at bruge det. I hvert fald er stemplet anvendt på denne forsendelse, og stemplet kendes kun anvendt fra slutningen af september måned til slutningen af oktober måned i 1943 – altså kun en 40-50 dage. Læg dertil, at kortene blev afleveret ved udlevering af rationeringsmærkerne, så kun få af dem er bevaret.
De tre øvrige stempler Olesen anskaffede til postkontoret er umådeligt flittigt brugt, også efter han gik af i 1953, og dem finder man nemt, men dette stempel kan man lede efter i flere år, før man finder det. Sjælden rent posthistorisk, men nok ikke nogen særlig stor salgsværdi – desværre.
Af Otto Kjærgaard
