Relaterede artikler
Mener PostNord ikke at frimærkesamlere er ikke værd at satse på
Postvæsenerne har tilsyneladende lugtet lunten. Der bliver færre samlere og de organiserede samlere er holdt op med at samle de nye frimærker – og for øvrigt bruger de dem heller ikke, men sender breve med gamle frimærker, de har købt til under postpris.
Måske er det mig, der er en gnavpot, men når man ser på de sidste nye udgivelser fra Grønland og PostNord, så er der noget, der slår mig. Grønland har tidligere udmærket sig ved at holde fast i stålstukne frimærker eller kombinationstryk med stålstik. Tænk bare på de mange fantastiske graveringer Martin Mörck har leveret i absolut verdensklasse. Det lavede han også for PostNord, men med skiftet til det nye trykkeri er det åbenbart blevet for dyrt med de små oplag, der trykkes.
Er det kun mig der synes de nye grønlandske frimærker er lidt kedelige? Offset er så nemt – et passende billede, pålydende værdi og landenavn – det må være billigt, men er disse frimærker karakteristiske for landet. Kunne de næsten ikke være lavet i et hvilken som helst land? Man kan skimte det grønlandske flag som baggrund, et isbjerg, en grønlænderinde i nationaldragt og en kajakroer, men er det nok? Man kan kun drømme om, hvad en grafiker som Mörck kunne have udrettet i stålstik med de samme motiver.
De nye danske ser ud som noget, man kan hente fra en spøg og skæmt forretning. De må være lavet med henblik på salg til børn med håb om, at de starter en frimærkesamling. De er meget muntre, med et godt budskab, men ligner de det værdibevis, som et frimærke er? Er de særligt danske?
Formodentlig er det et forsøg på at ramme et andet publikum end de organiserede samlere, for de vil næppe stå i kø for at købe og frankere med disse mærker. Men det er også et uddøende folkefærd, så det er måske det, postvæsenerne har lugtet, eller er det de sidste krampetrækninger, før man helt holder op med at trykke frimærker, så vi kan nøjes med at skrive nogle tal på kuverten?
Af Otto Kjærgaard
