Relaterede artikler
Tillad mig et opstød. PostNords seneste udgivelse skete her 16. september. Mikkel Madsen, Nancy Maati, Leif Framke, Luni Smil og Villy Rønn skulle hyldes som hverdagens helte. De fortjener alle at blive hyldet, så ideen er god, selv om man nu bryder en gammel tradition med ikke at vise nulevende personer på frimærker, når der ikke er tale om regenten.
Nogle vil måske indvende, at der kom et frimærke med Lene Køppen og Michael Laudrup, men selv om billederne var genkendelige, var det ikke personen man afbillede, men man fejrede en begivenhed, nemlig WM i badminton og Dansk Boldspil Unions 100-års jubilæum. At det lignede, skulle være en tilfældighed.
Mærkerne med dagens helte skraber efter min mening bunden, når vi taler om frimærkeudgivelser. Især når man sammenligner med udgivelsen fra 12. august med Cz. Slania som motiv. Her ser vi personen gengivet i Martin Mörcks fantastiske stålstik som en hyldest til hans store forgænger.
Hverdagens helte er nærmest tegnet som en karikatur, og man kan undre sig over, at de alle har fået skåret hjernen af. Eller er det fordi, det er billigere at lave liggende frimærker end stående? Thomas Thorhauge er bestemt en god tegner, der laver gode tegneserier, som jeg morer mig over i Politiken, men når man sammenligner med mærkerne med Cz. Slania, så ligner hverdagens helte billige mærkater, Cz. Slania udgivelsen et gedigent, vellavet og vel-designet frimærke.
Ja, ja, jeg ved det godt, stålstukne frimærker meget dyrere at lave, der udgives ikke mange frimærker, for folk bruger ikke frimærker, og PostNord skal spare, for de skal betale over 400 millioner tilbage ifølge en EU-dom, osv. osv. Jo, jeg kender alle indvendingerne. Men når der nu er brug for så få frimærker, hvorfor så ikke bruge penge på at lave færre, men gedigne frimærker – hæve kvaliteten og sænke kvantiteten. Slania-mærket er et frimærke, man roligt kan sende siddende på et udlandsbrev, og det er godt at serien med hverdagens helte kun skal bruges indenlands, for de bør ikke vises andre steder. Det var bare mit sure opstød.
Af Otto Kjærgaard
