Relaterede artikler
På en Facebook side – Samler du på frimærker – har der været en længere diskussion og en del moralske opstød over den viste kuvert, som blev solgt på Erivan-auktionen hos auktionsfirmaet H.R. Harmer. Der er tale om en kuvert med et sjældent Waterbury-figurstempel. Disse figurstempler på klassiske amerikanske forsendelser er populære og meget samlede. Det utrolige ved dette stempel var, at opråbsprisen var 8.000 dollars, men hammeren faldt først ved 200.000 dollars, ca. 1.740.000 kr. med salær og omkostninger, formodentlig en verdensrekord for et stempel.
Flere forundres over, at der betales så mange penge for et filatelistisk objekt, men er det nu så mærkeligt? Køberen synes det formodentlig ikke, da han også købte det andet viste brev til en pris på ca. 6,5 millioner kroner. Det er ret mange penge at skulle betale især sidst på måneden.
På den anden side viser diskussionen også noget interessant og noget, som gennem de sidste år er kommet til at præge filatelien. Ofte oplever jeg, at når folk skal sælge materiale, er de dybt forargede over, at de ikke kan få 500 kr. for et pænt 4RBS brev, men kun 100 kr. Omvendt forventer købere, at flot og enestående materiale skal erhverves billigt, helst ikke over en 100-kr-seddel. Man kunne i den grad ønske, at godt materiale kunne sælges til gode priser, og jeg er egentlig mest forarget, når man ser fine, gode objekter blive solgt for små penge. Kvalitet bør koste.
Det er som om filatelien er blevet delt i to typer: Samlere, som helst ikke vil betale noget for at få materiale, og så investorer, der betaler endda mange penge for kvalitet. Jeg kalder dem investorer, da de ikke opfører sig som ”normale” samlere. Somme tider udstiller de slet ikke det fine materiale, og hvis de gør, hyrer de ofte en dreven filatelist til at sætte samlingen op. De dukker så først op på en udstilling, når de skal have den store præmie for deres sjældne materiale.
Sagen med de to dyre breve solgt i USA viser i højere grad en forskel på det filatelistiske miljø i de to lande, da der synes at være mange flere samlere i USA, og flere samlere/investorer, der vil betale for kvalitet. Som på flere andre områder her i kongeriget synes danskerne at være blevet til tilbudsjægere – jo billigere, jo bedre, men som regel får man det, man betaler for, og kan derfor ikke forvente at kunne købe billigt og sælge dyrt.
Af Otto Kjærgaard
