Hilsen fra Løkken

Når man nu er draget ud i det danske sommerland i juli måned, så må man da sende et muntert kort hjem til familien. Det er også sket i dette tilfælde, men her er et grimt eksempel på, hvad der sker, når man ikke skriver postnummer på sit kort, for så går det helt galt for postvæsenet, men de redder den alligevel.

Postnumrene blev indført i Danmark i september 1967, og man skulle formode at afsenderen havde vænnet sig til dem her næsten to år senere. Men nej, der er kun skrevet Grindsted, og selvfølgelig sende postvæsenet kortet til Grindsted, som der står, og kortet er fremme dagen efter afsendelsen – ja, de kunne noget dengang! Her er man i vildrede, som det ses af stemplet for oven, da der ikke findes en Mejerivej i Grindsted. Den vakse postembedsmand skriver: ’Gaden findes ikke’ og ja, så er det unægtelig svært at bringe kortet ud.

En eller anden må have fået en god ide og for neden med rødt skrevet 9310 Vodskov. Det ligner ikke umiddelbart Grindsted, men faktisk findes der to byer med navnet Grindsted. Wikipedia kan oplyse: ” Grindsted er en lille by i Vendsyssel med 681 indbyggere (2021)[1], beliggende i Hammer Sogn ved det nordøstlige hjørne af Hammer Bakker 17 km. nordøst for Aalborg, 6 km nord for Vodskov og 2 km. nordvest for nabobyen Uggerhalne. Byen ligger i Region Nordjylland og hører til Aalborg Kommune”. Grindsted har aldrig haft et postkontor og eget stempel i modsætning til det berømte/berygtede Grindsted.

Man må formode at familien Christensen har været lykkelige for at modtage deres kort den følgende dag, efter brevet har tilbagelagt 538 km. fra Nordjylland til sydlige Midtjylland i stedet for de ca. 35 km., man kunne have nøjedes med, hvis det lille postnummer havde været på kortet – for ikke at tale om CO2 forureningen!

Af Otto Kjærgaard


Om Erik Sørensen

Se også

Sjældent frimærke fra Napoli solgt for 160.000 kr.

Søndag aften den 4. november blev en helt særlig samling frankerede aviser fra Napoli solgt …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error: © 2009 - 2021 │ DJURSFILATELI.DK │ ALL RIGHTS RESERVED