Et velsmurt postvæsen

En gang – dvs. før 1990 var det danske postvæsen en velsmurt etat. Breve blev bragt ud fra dag til dag. Alle kunne føle sig velorienteret vedrørende etaten ved at abonnere på det gratis blad Officielle Meddelelser. Her kunne man følge med i alt inden for postvæsenet: Nye frimærker, nye stempler, ændring af takster, oprettelse og nedlægning af posthuse, udgivelse af nye tryksager og under personalia død og ansættelser og enhver form for ændring af personalet. Fx kunne man i det afbillede nummer oplyse at ”Kontorist frk. G. L. Nielsen, Svendborg, har ved ægteskab den 10. d. m. fået navnet Gorming”. Rart at vide, så man kunne ønske tillykke ved næste besøg på posthuset.

Det er derfor intet under at Officielle Meddelelser – normalt forkortet til OM – er et af de vigtigste redskaber for enhver posthistoriker. Mange posthistoriske mysterier kan ofte opklares ved et opslag i OM. Hvis man bevæger sig ind på Enigmas (Postmuseets) hjemmeside – http://www.ptt-museum.dk/samlinger_bibliotek/bibliotek/digitale_boeger_registre/officielle_meddelelser/ kan man se indholdsregistret for OM tilbage til 1872. Mange posthistorikere har begrædt, at OM ikke er videreført – ikke engang på en hjemmeside, for ved postens overgang fra etat til at være en privatiseret virksomhed er det blevet umuligt at finde arkivalier.
At postvæsenet var mere end velsmurt på flere måder i 1956, kan ses af underpunkt 2 under punkt V Tryksager og materiel på side 2 i det afbillede nummer af OM. Her skrives:

2 . Tilvedligeholdelse af landposttasker, brevsamlingstasker og andre tasker af groft læder vil der fremtidig i stedet for ”Degra” fedtsmørelse blive leveret ”Titosol” imprægneringsmiddel, der anvendes således:
Læderet renses for fedtstof m. v. ved afvaskning med lunkent vand og efterskylning med koldt  vand, hvorefter læderet skal tørre helt. Derefter påsmøres ”Titosol”, og læderet blankes med børste eller klud.
Litabetegnelsen, J. 68, bibeholdes.
Rettelser til reglement IX A vil senere fremkomme.                           (3. T. 4093)

Sådan! Her er ingen slendrian, taske og sko er velpudsede og uniformen vasket og strøget. Sådan var det dengang.
Af Otto Kjærgaard

Om Erik Sørensen

Se også

Grønlands frimærkeafstemning og program

Samtidig med at Grønland annoncerer sit program for 2024, annoncerer de også, at det er …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error: © 2009 - 2021 │ DJURSFILATELI.DK │ ALL RIGHTS RESERVED