Relaterede artikler
Hvis man vil udstille i Danmark og konkurrere om points og præmier, så skal man bedømmes efter FIPs (det internationale frimærkeforbunds) regler. Dvs. at man skal passe ind i de kategorier, som man internationalt har vedtaget for traditionel, posthistorisk, tematisk, aerofilateli, litteratur, postkort eller de to åbne klasser.
Man skulle tro, det var nok til at dække behovet, men realiteten er, at de færreste samler og opsætter deres samlinger/eksponater efter FIPs regler. Disse eksponater, ser man kun på propagandaudstillinger eller de på normale udstillinger, men uden for bedømmelser – og de er tit særdeles interessante for tilskuere, især for de uindviede i FIPs reglementer.
Efter min mening er FIPS udstillingsregler medvirkende til at gøre udstillinger kedelige. For at vinde skal man helst have en traditionel samling – vinder 9 ud af 10 gange grand prix – en samling, som er helt uforståelig for menigmand. Han/hun må nøjes med at falde i svime over de store pengesummer, som der er spenderet på eksponatet. Udstillinger er dermed på vej til at blive en fest for de indviede (og er det måske allerede). De 98% andre frimærkesamlere har ingen interesse i at besøge frimærkeudstillingerne, og publikum, som måske kunne være fremtidens samlere og udstillere, hvis de skulle have forvildet sig ind på en udstilling, går derfra med en følelse af forundring: Kan noget så kedeligt belønnes med store præmier?
På udstillingen POST22 blev et eksponat, der var inviteret, kåret som publikumsfavorit på trods af, at det ikke kunne bedømmes inden for FIPs regler, men indeholdt både sjældenheder, stor filatelistisk viden, posthistorie, men var lavet med den hensigt at blive vist – udstillet! Er det ikke det, udstillinger er til for? Skal man ikke kunne se at folk viser noget, de er begejstret for?
Hvad kan der gøres? Folk vil gerne bedømmes og have præmier for veludført arbejde, så hvorfor ikke gøre som i USA, hvor man helt op på nationale udstillinger kan bedømme dels efter FIPs regler, dels også andre regler, som de selv har vedtaget nationalt. Det har medført en meget større diversificering på deres nationale udstillinger. Her ses eksponater, som aldrig vises på danske udstillinger. De bedømmes, og de får høje pointantal og flotte præmier. Selv eksponater med frimærker fra de sidste 30-40 år tildeles point helt op i 90erne. Hvornår har du sidst set et eksponat i Danmark med nyere frimærker fra de sidste 30-40 år? (ikke underligt at postvæsenet ikke længere er hovedsponsor for udstillinger, når man ikke ser deres frimærker). Man vil endda indføre et USA-mesterskab i moderne filateli, ligesom vi kårer en Danmarksmester, og med en grandprix præmie af samme størrelse, omtale og omfang. En af de meget eftertragtede medaljer på udstillinger i USA er medaljen for kreativitet. Det er helt utroligt, hvad der her findes og laves af eksperimenterende samlinger. Det ser vi ikke meget af på danske udstillinger – faktisk aldrig.
Hvorfor kan danske udstillinger ikke rumme dette? Kan dommerne ikke håndtere to forskellige bedømmelsessystemer? Ville det ikke kunne lokke ”husarer” ind på udstillinger og måske alle dem, vi ser på byttedage, men ikke på udstillinger, hvis der kunne udstilles efter andre regler end FIPs. Der mangler i den grad spræl på de danske udstillinger, og eksponater folk kan dels more sig over, dels sige, ”det kan jeg da også lave”, så de går hjem og gør det. Så kunne man glæde sig til komme på udstillinger og se, hvad folk nu havde fundet på. Så vil man ikke med kataloget i hånden – uden at have set udstillingen – kunne sige, hvem af to-tre eksponater (traditionelle), der bliver Danmarksmester – og de resterende udstillere har så kun været med til at finansiere festen. Den viste indledningsplanche med de amerikanske D-frimærker fra 1985 – som begynder med FDC kuvert! -fik stort guld og Grand Award på en national udstilling. Kan en samling med de danske frankerings- og automatmærker få en guldmedalje og vinde grandprixen på en national udstilling? Ikke med FIP-reglerne! Er man ikke bange for manglen på fornyelse – især når man ser gamle gråhårede mænd – som mig – udstille for jeg ved ikke hvilken gang? Hvornår er deres udløbsdato? Og hvor er de nye – unge! – udstillere?
af Otto Kjærgaard
