På Repræsentantskabsmødet i Danmarks Filatelist Forbund der afholdes den 29. september 2018, skal der, da Nelly Kristensen og Jan Læby har besluttet at træde ud af DFFs bestyrelse, vælges to nye medlemmer.
Bestyrelsen i Danmarks Filatelist Forbund har på et bestyrelsesmøde besluttet at indstille Lise Woller-Nielsen og Palle Offersen som kandidater til de to ledige poster.
Da Palle Offersen på nuværende tidspunkt er suppleant til DFFs bestyrelse, har bestyrelsen opfordret Anders Jørgensen til at stille op som suppleant til DFFs bestyrelse.
Djurslands Filatelistiske Højskole har inden for de seneste par år haft fornøjelsen af, at alle tre kandidater har besøgt Højskolen som foredragsholdere.
Mit navn er Lise Woller-Nielsen. Jeg er pensionist og bor pt. på Stevns. Jeg har gennem en del år samlet på postkort og været medlem af Dansk Postkortsamler Klub. I den forbindelse administrerer jeg klubbens hjemmeside og deltager i bestyrelsesmøderne. Jeg arbejder for at postkortsamlerene er en del af den filatelistiske verden. Jeg har interesse for frimærker, men samler ikke selv. Jeg har udstillet mine postkort i nogle år. Jeg er desuden medlem af bl.a. Kjøbenhavns Philatelist Klub.
Mit navn er Palle Offersen. Jeg er blevet opfordret til at stille op som bestyrelsesmedlem i DFF efter at have været suppleant i otte år. De seneste 1½ år har jeg aktivt deltaget i bestyrelsesarbejdet.
Jeg er 61 år og bor med min kone i Odense SØ. Jeg er uddannet statsautoriseret revisor og arbejder i dag som skatte- og økonomirådgiver i landbrugssektoren.
Siden marts 2017 har jeg været formand for Dansk Posthistorisk Selskab. Jeg er endvidere medlem af Odense Frimærke Klub, Postkortsamlerklubben og KPK.
Mine samleområder er såvel posthistorisk som postkort, hvilket jeg gerne udstiller og holder foredrag om.
I bestyrelsen vil jeg arbejde for et udnytte de synergier, som vores dejlige hobby giver os gennem sekretariat, klubarbejde, udstillinger og vidensdeling.
Anders Jørgensen der er formand i Frederikshavn Frimærkeklub er født i 1949 og begyndte at samle på frimærker som 7-årig i 1956. Samler på Irland, England og Canada indenfor præfilateli, perfins, censurpost, stempler osv. Anders har deltaget på mange udstillinger fra 2009 og frem, holder foredrag og har skrevet en del artikler de senere år.
Af Erik Sørensen