Relaterede artikler
Det spændende ved at samle hele forsendelser – og ikke kun frimærker – er de historier, som en forsendelse kan afstedkomme. Hvis man nu ikke kan afdække hele sandheden om et brev, kan man meget nemt selv lave en historie, som måske er sand, måske ikke.
Det viste brev er sendt fra Schweitz til Frankrig. Det er med indhold, skrevet og poststemplet 17. juli 1945, censureret af de franske censurmyndigheder, som man kan se på banderolen til venstre og ifølge et stempel på bagsiden nået til Paris 27. juli. Det er sendt post restante til et postkontor i Paris, hvor modtageren har afhentet brevet (eller fået en anden til det) og betalt 1f for at få det udleveret. Poste restante vil sige, at brevet henlå i max 14 dage på et postkontor, hvor modtageren så kunne hente det mod at legitimere sig (eller give en anden fuldmagt) og betale et gebyr, et gebyr man indførte i maj 1920. Poste restante er mest brugt af handelsrejsende, som på den måde kan få post sendt til det næste rejsemål.
Brevet er fra Mathilde, som er gift med Marius, som det er sendt til, og første linje lyder Min kæreste Marius. Af brevet fremgår det, at de ikke har set hinanden gennem lang tid og en del post ikke nået frem. Mathilde vedlægger endda i brevet – som hun også skriver om – et billede taget af hende i 1944. Når man ser billedet af hende, kunne man måske få den idé, at hun er jøde og derfor har været i Schweitz under krigen. Hun skriver ligeledes, at hun nu vil søge om visum til at komme til ”det frie Frankrig”.
Hvorfor poste restante? En sikkerhedsforanstaltning, så manden kunne undlade at hente brevet, hvis det blev opdaget, han var jødisk gift? At manden ikke havde fast adresse – måske selv gemte sig for tyskerne?
Man kunne ønske sig at bo i Frankrig og gå i arkiverne for at finde sandheden om de adskilte ægtefæller og dermed få at vide, om historien endte godt eller skidt? Marius har været i live i juli 1945 eller have udstedt fuldmagt til en anden til at hente brevet, så måske en happy end?
Af Otto Kjærgaard
