Assistent Grunnet og særstemplet

I 1938 blev København forvandlet til en festlig og inspirerende platform for landbruget, da byen blev vært for den årlige Landbrugsudstilling. Arrangementet, der blev afholdt med stor pomp og pragt, fejrede landbrugets bedrifter, fremviste den nyeste teknologi og styrkede stoltheden hos landmændene og hele nationen. Det skete på Bellahøj fra fredag d. 17. til 26. juni og var også en fejring af 150 året for Stavnsbåndets ophævelse. Kongen kom på besøg, men når man søger på oplysninger om begivenheden, kan man ikke se noget om det filatelistiske, for postvæsenet satte også et aftryk.

Som det ses på illustrationen anvendte man et fornemt ovalt stemple med billede af en diligence, som brevet skulle være transporteret med. Foruden dette findes også et rundt stempel plus et firkantet stempel anvendt til de forsendelser, der skulle sendes med ”Postrytter”. Illustrationen med postrytterkortet er klippet fra stamps.dk, og man kan se, at særstempler åbenbart ikke er i særlig høj kurs, da kortet kan købes formedelst 30 kr. i skrivende stund. I min barndom var særstempler et stort samleområde, men dyrkes tilsyneladende slet ikke i dag.

Brevet med diligencestemplet er meget passende frankeret med en firblok med frihedsstøtten (Stavnsbåndets ophævelse) – rigelig med frankering! Som det også ses, er der skrevet ”Med Diligence Post” og sendt til Grunnet og påsat Grindsteds linjestempel. Hvorledes er det stempel havnet der?

For kendere af Grindsteds posthistorie er det nemt at besvare, for stemplet har Grunnet selv sat på kuverten. Han er i øvrigt også afsender af brevet. Grunnet var konstitueret postmester et lille års tid i 1919-1920, men gik tilbage til sin stilling som assistent, da den nye postmester, Søren Anker Munch, blev indsat 1/10 i 1920. Den tidligere postmester Mørch var en meget streng herre, og Vejle Amts Folkeblad kunne berette, at ”Børn var så bange for en Funktionær deroppe, at de ville have Garanti for at Grunnet ekspederede, før de indlod sig på at forrette Ærinde på Posthuset”.

Grunnet var åbenbart ikke kun en venlig mand, men tilsyneladende også interesseret i en sidstedagsafstempling fra Landbrugsudstillingen. Kortet til Aarhus og denne kuvert til Grindsted er med garanti ikke gået hele vejen med hverken postrytter eller diligence, højst til nærmeste posthus nær Bellahøj og derfra med den normale post.

Af Otto Kjærgaard

-384D -16T -37M -58S

Om Erik Sørensen

Se også

Sjældent frimærke fra Napoli solgt for 160.000 kr.

Søndag aften den 4. november blev en helt særlig samling frankerede aviser fra Napoli solgt …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error: © 2009 - 2021 │ DJURSFILATELI.DK │ ALL RIGHTS RESERVED