Din store torsk

Som posthistoriker må man somme tider slå sig selv for panden og sige det, der står i overskriften. Man har en forsendelse liggende, kigger på i lang tid og kan ikke finde ud af hvad der er en god forklaring på den. Man vender og drejer den og måske efter måneder og år, støder man på en oplysning eller hører et foredrag om noget helt andet, og så tændes lyset. Din torsk, hvorfor har du ikke tænkt på det noget før!

Et godt eksempel er den viste kuvert, som jeg har haft i længere tid. Jeg købte den pga. det påsatte stempel, som jeg har en svaghed for, da de ofte røber en interessant historie. Kuverten er fra Indokina – det nuværende Vietnam – fra byen Dalat i provinsen Annam, som var en af de fem provinser Indokina bestod af indtil 1949, hvor det blev til Vietnam. Annam var det midterste af det nuværende Vietnam.

Brevet er fra september 1941. Stemplet SERVICE DE REBUT OBJETS A CLASSER betyder, at det skal returneres til afsenderen og kan destrueres (kasseres). Det er underligt. Det er korrekt frankeret og adressen er også korrekt, nemlig Røde Kors i Geneve, et sted, der blev sendt masser af breve til under krigen, men det er aldrig nået ud af Indokina. For neden er skrevet at det skal tilbage til adressaten, men der er ingen afsender på brevet bagpå. Kun et stempel fra Saigon, dateret to dage senere end annulleringsstemplet fra Dalat.

Åbenbaringen kom da jeg læste en bog om 2. Verdenskrig. Allerede i slutningen af 1940 havde Japanerne besat det nordlige af Indokina, Tonkin regionen og i juli 1941 havde de besat hele det nuværende Vietnam, inklusive Saigon i det sydlige, Cochinchine provinsen. Brevet må selvfølgelig være standset på japansk opfordring, da de næppe havde lyst til at nogen skulle kommunikere med Røde kors og evt. berette om de grusomheder, der fulgte i kølvandet på besættelsen. Hvad skulle forklaringen ellers være? Torsk!

Af Otto Kjærgaard

Om Erik Sørensen

Se også

Sjældent frimærke fra Napoli solgt for 160.000 kr.

Søndag aften den 4. november blev en helt særlig samling frankerede aviser fra Napoli solgt …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error: © 2009 - 2021 │ DJURSFILATELI.DK │ ALL RIGHTS RESERVED