To breve kan vise interessant posthistorie. Det ene brev er et såkaldt Anschluss brev. Den 13. marts 1938 annekterede Hitler Østrig, og naturligvis skulle man så benytte tyske frimærker, da man nu var en del af det tyske rige. Brevet er afstemplet 8. juni 1938, og som man kan se af frankeringen, har afsenderen ikke helt haft tilstrækkelige med tyske mærker, så de to Hindenburgmærker fra 1934 er blevet suppleret med et østrigsk 1 gros. fra en serie ligeledes udgivet i 1934. På det røde stempel kan man se, at brevet har passeret valutakontrollen i Salzburg inden turen til Danmark. Den type forsendelser finder man nok ikke mange af.
Det andet sørgebrev – ja, det er et sørgebrev – viser en forsendelse med et mærke fra den første frimærkeserie, man udgav i Østrig efter Østrig blev samlet igen efter 2. Verdenskrig. Brevet er stemplet i 1947, og serien med landskabsmotiver kom i 1946. I 7 år måtte Østrig klare sig med tyske frimærker og et stykke tid efter krigen med provisoriske mærker. To sørgebreve, der viser et sort kapitel i Østrigs posthistorie.
Af Otto Kjærgaard (tak til Svend-Bek Pedersen for lån af illustrationer)