Brugen af frimærker falder, e-mail og SMS vinder kraftigt frem – meget til fortrydelse for frimærkesamlere. Nu ser det ud som om frimærkerne og i hvert fald det schweiziske postvæsen vil ind på banen igen. Derved ser det ud til, at de vil gå Østrig i bedene med sære og mærkværdige udgivelser.
I hvert fald udskrev det schweiziske postvæsen en konkurrence blandt designere på en af Schweitz designskoler over temaet ”Brev kontra E-mail”. Ved konkurrencen fik man mange fantasifulde forslag, men valgte det viste frimærke, som her er vist som en firblok, og som helark kommer det i et ark på 20 stk. udformet som en smartphone.
Umiddelbart ser det ikke ud af meget – et stykke papir overtrukket med sølvfolie. Måske det mest minimalistiske frimærke, der nogensinde er lavet. Hvis man få det rettet op i den rette vinkel og kigger på det, vil man kunne se verdens smukkeste frimærke, nemlig et spejlbillede af sig selv! Det kan man vel kalde et selfiefrimærke.
Det var en kvindelig studerende, Nicole Jara Vizcardo, der tegnede det vindende frimærke, og det udkom 7. september. Interesserede kan købe det hos det schweiziske postvæsen, hvis man har brug for at spejle sig selv eller maske tage en selfie med sin smartphone, mens man spejler sig i et frimærke.
Det eneste man nu kunne ønske sig var, at der på e-mails og SMSer skulle påsættes frimærker, men det er nok for meget at ønske fra en inkarneret filatelist.
Af/Otto Kjærgaard
Dette frimærke ser ikke ud af meget – et stykke kraftigt papir med noget sølvfolie.
Det er ikke en reklame for Schweiz produktion af sølv, men viser en af de sidst års
største modetendenser og – luner.