Relaterede artikler
Svindel med frimærker er ikke en ny foreteelse. Faktisk kan man blive millionær af det. Det gjorde fx William B. Hale som blev født i 1871 og døde i 1930. Han er næppe ret kendt på disse breddegrader.
Hvis man søger ham på fx eBay, vil man finde nogle flotte mærker tilsyneladende udgivet i 1901 i anledning af The Pan American Exposition. Disse mærker ligner nogle tilsvarende officielle mærker i næsten samme design, men udgivet af det amerikanske postvæsen også i anledning af udstillingen i 1901.
Da disse mærker blev lavet, havde Hale allerede et så dårligt ry som svindler over det meste af USA, at var på rejse i Europa, og faktisk var det en fransk forbindelse, der fik disse mærker trykt, og efter sigende rejste Hale fra regningen. Hvis man kigge grundigt på mærkerne, kan man se, at der tydeligt for neden er trykt: ’William B. Hale. Stamp Merchant’. Han fik også trykt et andet mærke som propaganda for sig selv og sin forretning, en meget stor frimærkelignende mærkat, hvor man kan se, hvor berejst han var. Beskedenhed var ikke en af hans dyder.
Det var dog ikke forfalskning af frimærker, der gjorde ham rig, men en helt anden forretning. Han fandt ud af at få indsamlet frimærker i store mængder. Faktisk have han flere ansat til at skaffe sig frimærker. Mærkerne blev vaskede af og med kemikalier fjernede han stempler på frimærkerne. Derefter blev mærkerne regummieret og solgt til forretninger med stort behov for frimærker til mellem 50 og 90% af pålydende. Faktisk var det så indbringende, at han flere år før politiet bankede på døren, boede permanent på et hotel, hvor han havde to værelser, et til at bo i og det andet til vask, kemikalier og gummi.
Hale døde i fængslet og blev begravet dagen efter sin død, da han ikke havde familie eller andre efterladte. Hele historien kan læses i en bog og forfatteren kan høres i et foredrag, som man kan finde på https://www.youtube.com/watch?v=HEWVZ1D-sTI&feature=youtu.be.
Det er en ret fornøjelig beretning og tager en lille time. Kan anbefales på det varmeste, når man alligevel er buret inde i disse coronatider.
Af Otto Kjærgaard
