Relaterede artikler
På den nyligt afholdte udstilling POST ’22 i Hornslet Hallen i forgangene weekend blev der gjort et stort fund. På udstillingen var flere auktionshuse: Postiljonen, Bruun Rasmussen og Auktionshuset i Hørsholm til stede, og en lokal dreng fik dem til at spærre øjnene godt op og fik dem til at kæmpe om at få lov til at bortauktionere det fantastiske fund.
I frimærkekredse er det en velkendt historie, at Lady Gomm i 1847 afholdt et større bal på øen Mauritius. Hun vidste, at England flere år tidligere havde fået egne frimærke, og nu da hun skulle sende invitationer ud til sit bal, syntes hun, at Mauritius også skulle have frimærker. Hun eller hendes mand fik en lokal optiker til at gravere nogle frimærker i god tid inden ballet. I alt kun 350 stk. blev trykt, så disse frimærker hører til de største sjældenheder i verden, da få er bevaret. Brugt på et brev hører de til det sjældneste i frimærkeverdenen.
Faktisk har indtil nu man regnet med, at alle kendte breve med disse mærker allerede var fundet. Ud over invitationerne, kendes fx et brev til Bordeaux, for hun skulle jo have bestilt noget vin til maskeballet. Nu viser det nyfundne brev, at hun også bestilte nogle varer ved den kendte købmand Falkenberg i Randers. Brevet er højst usædvanligt og utroligt sjældent. For oven på brevet har Falkenberg med fjerpen angivet fragten af de bestilte varer. Vi kan kun gisne om, hvilke danske varer hun skulle have til ballet, men sikkert en specialitet eller måske nogle skindhandsker, som Rander dengang var berømt for at lave.
En junior kom ind på udstillingen og viste brevet, som han havde fundet i sin oldefars gemmer, hvor det har ligget i over 100 år. Salget af kuverten vil indbringe mange millioner, så den stolte dreng blev rådet til straks at bestille en bankboks til opbevaring af kuverten i stedet for det noget gamle, slidte album, han medbragte brevet i. Man taler i samlerkredse om Bordeauxbrevet med ærefrygt, men mon ikke dette bliver døbt Hornsletbrevet. Arrangørerne af udstillingen er sikre på, at det vil gøre udstillingen udødelig og en, man taler om i de næste generationer.
Af Otto Kjærgaard
