Gad vide, om der er mange, der samler dem. De fleste har nok efter endt læsning smidt tryksager i papirkurven, men de har faktisk en historie, og der er noget, der ligner frimærker, der kunne samles, hvis man nu ikke vil samle frimærker mere.
I 1948 åbnede man for, at adresserede tryksager af samme vægt og format, og hvis der var mindst 1000 eksemplarer, kunne sendes ufrankeret mod kontant forudbetaling af portoen. Massetryksagerne skulle have et garantistempel på forsiden. Firmaer og trykkerier kunne låne eller få et garantistempel på postkontoret eller rekvirere et hos generaldirektoratet.
Som det ses på illustrationen, skulle garantimærket oprindeligt indeholde ordene ”postomdelt massetryksag”. Desuden selvfølgelig afsenders navn og adresse og beskeden “Eftersendes ikke, men tilbagesendes med oplysning om den nye adresse”. Tallene hjalp postvæsenet til at holde styr på, hvem der ejede garantimærket.
Garantimærkerne og de trykte meddelelser skiftede udseende og ordlyd gennem tiderne, men i oktober 1963 fik man det kendte garantimærke med ”Det cyklende postbud”, og den har en sjov historie. Tegningen blev udført af Carl Henning Dalsgaard, som dengang boede i USA. Dalsgaard havde indsendt tegningen til generaldirektoratet i anledning af en konkurrence, man havde udskrevet for at få forslag til afløsning af bølgelinjefrimærket. Det blev som bekendt ikke udskiftet, men postbuddet fandt anvendelse på massetryksager.
De fleste kender den sikkert i sort, men den findes også i rød, som er vist her. Der findes en hjemmeside kaldet ”Bicycle Philately” (https://www.bicyclestamps.de/), og på deres side kan man finde striben med alle de mange farver, mærket skulle findes i. Om de er ægte eller lavet til lejligheden, ved jeg ikke.
Det er måske ikke det mest sexede at samle, men faktisk er massetryksagernes garantimærker ikke kortlagt posthistorisk, så her er et nyt ret uudforsket samleområde. En skam, at vi i dag skal nøjes med det kedelige PP-mærke kun som tekst. Kunne det ikke gøres sjovere?
Af Otto Kjærgaard