Postvæsenet har nu i nogle år haft kraftige besparelser. Måske kunne de lære af en episode fra 1772, hvordan man sparer. Man behøver jo ikke rutte med belønninger, især til fattige mennesker, syntes man dengang. Episoden er beskrevet i Fr. Olsens bog om det danske postvæsen, se blot her:
Otte Aar efter skete paa Store Bælt en lignende Ulykke, idet en Isbaad, som den 25. Marts 1792 overførte Posten fra Korsør til Nyborg, kuldsejlede, hvorved 2 Passagerer og en af Matroserne druknede. Brevsækken, der var forsynet med Bøje, blev reddet, men Postladen, hvori der var 25000 Rdl. i Sedler og Mønt, gik til Bunds. Efter Generalpostamtets Anmodning blev der af Admiralitetet sendt en Vagtbaad til Stedet for at passe paa, at uvedkommende ikke optog Laden, som man vilde forsøge at optage ved Dykkere. Der fandtes imidlertid hverken Dykkere eller Dykkerredskaber. Admiralitetet tilbød vel at lade Dykkerredskaber forfærdige for Postvæsenets Regning, og man havde allerede bestemt sig for at lade en Mand fra Itzehoe, der havde tilbudt sig som Dykker, komme, da en Skibsmand, Peder Kruse, og hans Søn, der af Postmesteren i Korsør var udsendt for at lede efter Laden, fandt denne i Nærheden af Sprogø og fik den bjerget. Da Postkassen derved blev sparet for en Del Udgifter, mente Generalpostamtet, at Kruse fortjent en Belønning. ”Men,” hedder det i Forestillingen herom, ”om denne fattige Mand endog herfor blev benaadet med nogle Hundrede Rigsdaler, vilde det ikke være til sand Nytte, da de snart kunde forødes, hvorefter han, som er gammel og lam paa sin ene Haand, vilde med Kone og Børn blive langt ulykkeligere, end de nu ere”. Han blev derfor indstillet til en Pension af 30 Rdl. aarlig. Hans Kone skulde efter hans Død nyde det halve og Sønnen have 30 Rdl. een Gang for alle. Ved kgl. Res. blev dette “udi alt approberet”.
Det skal siges til postvæsenets ros at 30 Rdl. også var en slags penge i 1792.
Af Otto Kjærgaard