De to begreber synes ofte uforenelige, når man ser med hvilken alvor hobbyen gribes an. Skulle man mangle lidt at grine af, så kan man ofte gøre det af postvæsenet eller postbude.
I 1993 udgave Frankrig i anledning af frimærket dag det viste frimærke med motivet af postbuddet fra Jaques Tatis film af samme navn. Hvis man ikke har set denne gamle sort/hvide film, så han man mange grin til gode, for filmen er forrygende morsom i skildringen af en postomdeling
Mens vi er ved film med postbude, så er filmen Il Postino også en rørene og meget morsom film. Den findes desværre ikke på frimærke mig bekendt. Postbuddet i filmen betjener og snakker meget med digteren Pablo Neruda og bliver derfor interesseret i at skrive poesi som Neruda. Da han sender et sådant digt til den pige, han er forelsket i, forbyder pigens mor, at hun ses med ham med begrundelsen: En mand, der kan så meget med ord, hvad kan han så ikke med sine hænder!
Der findes meget morsomme frimærker. Desværre er de mest humoristiske aldrig blevet udgivet. Det skete især i England efter Brexit. Som det ses var der dengang mange, der mente Brexit var rent galimatias. Mærkerne er meget vellignende.
Postbude kan godt være snedige, som fx i denne historie: En nonne fra Irland vidste hun skulle dø, så hun opsøgte derfor bedemanden, som også var den lokale post. Hun valgte en gravsten og formanede bedemanden om, at teksten på stenen skulle være: Født som jomfru, levede som jomfru, døde som jomfru. Nonnen døde, blev begravet og bedemanden havde nu et problem, da han opdagede, at teksten var alt for stor til den gravsten nonnen havde valgt. Efter lang tids overvejelser kom hans evner som postembedsmand ham til nytte. Teksten på gravstenen kom til at lyde: Retur. Uåbnet.
Af Otto Kjærgaard