I går lørdag var der 30 personer som havde valgt at bruge dagen på at høre to spændende foredrag på Djurslands Filatelistiske Højskole.
Selv om begge foredragsholdere, der kom fra Københavnsområdet, var startet hjemmefra midt om natten, så var det to særdeles veloplagte foredragsholdere der i går gæstede Djurslands Filatelistiske Højskole.
Lørdag formiddag var det Ebbe Eldrup der fortalte og øste af sin store viden om bl.a. Islands frimærkehistorie op til den nye postlov per. 1. januar 1908, og postforholdene lokalt i Island og postforbindelsen til Danmark, samt de enkelte udgaver og deres baggrund.
Efter frokost overtog Niels Kristian Hansen podiet og fortalte om 27 øres provisorierne, hvor han fortalte om baggrunden for udgivelsen, og gennemgik udviklingen i overtryk og diverse fejl, samt anvendelsen af provisorierne fra udgivelsen til ugyldiggørelsen i 1927.
Så hermed endnu en gang tak til de to foredragsholdere og de 30 fremmødte deltagere, der alle var med til at gøre lørdag den 12. januar til en god og hyggelig dag på Djurslands Filatelistiske Højskole.
af Erik Sørensen