Jeg er ikke klar over smittetrykket for Covid 19 i Togo og Sierra Leone. Ikke desto mindre ser de ud til at have et ret afslappet forhold til denne skrækkelige virus, da de har udgivet et fælles frimærke for de to lande, hvor de har brugt verdens ældste frimærke – Penny Black – som et humoristisk forlæg. Om frimærket skal sættes ind i samlingen med humor på frimærker eller galgenhumor, må samlere afgøre med sig selv.
Dronning Victoria kunne sikkert sagtens have brugt et mundbind, ikke pga. Corona virussen, men fordi der i 1800-tallet var en hel del andre smitsomme sygdomme. Desuden var hygiejnen ikke så god, så nogle af hendes undersåtter har måske heller ikke ligefrem spredt rosenduft omkring sig.
Måske skulle vi i Danmark overveje at udgive et tilsvarende mærke, for at minde folk om alvoren i denne sygdom. Her er et ydmygt bidrag, som PostNord gerne må benytte som forlæg til en ny udgivelse.
Af Otto Kjærgaard