Hører du til dem, der syntes, at de to bøger, Danske Breve I+II, var en åbenbaring, så har du noget at glæde dig til. Danske Breve kom i 1979 og var en øjenåbner på det at samle breve og dermed de posthistoriske samlinger. Om ikke for andet, så bør man tage til København til den nationale udstilling 18-20. oktober i DGI Byen. Her udkommer bøger, der kan få dig til at pakke Danske Breve væk.
Jan Bendix og Danmarks Filatelist Forbund lancerer bøgerne Dansk Posthistorisk Håndbog: Posthistorie og takster, og bind 2: Poststempler. Jan Bendix er penneføreren og en viis mand er god at gæste. Han har lavet et forrygende stykke arbejde med disse to bøger. Danske Breve havde sine fejl, da det jo var et pionerarbejde, men det har Jan Bendix rådet bod på ved at opdatere og rette de fejl, som Danske Breve havde. Desuden har han udvidet bind 1 med at væld af oplysninger, så dette bind med taksterne og forsendelsesmåderne er meget mere omfattende end Danske Breve.
Bogen er en guldgrube af leksikale oplysninger, alt sammen skrevet kort og koncentreret. Næsten alle tænkelig aspekter af posthistorien er forklaret: Censur, flygtninge, lejre, bypost, frimærkepenge, militærpost, omregningen af centimer, ja sågar noget så eksotisk som radiobreve er forklaret – for blot at nævne nogle få af de mange, mange aspekter dette leksikon dækker. Hvis man nogensinde har følt sig uvidende til et foredrag og ikke helt været hjemme i et par begreber, så kan man med garanti finde dem forklaret her og dermed helbrede sin uvidenhed.
Jan Bendix har tidligere udgivet en række bøger med poststempler. De er nu samlet i bind 2 med opdaterede priser og udvidet en del. Når der ses bort fra de moderne brotypestempler, så finder man alle de andre stempler. Lapidar-, nummer-, stjerne-, postkassetømnings-, linie-, ramme-, stumme-, bureaustempler, osv. osv. Igen en sand guldgrube af opdaterede oplysninger til glæde for enhver posthistoriker.
Bøgerne bliver solgt på Forbundets stand under Filatelistisk Selskabs udstilling og vil sikkert også kunne bestilles hos Forbundet. Til en pris på 395 kr. for begge bind, er det en ren foræring, når indholdet tages i betragtning, og bør være pligtlæsning for alle samlere. Har man ikke andre bøger i sit bibliotek, så bør det være disse to, der står der. Godt brølt, løve!
Af Otto Kjærgaard