Relaterede artikler
I forbindelse med at vi her på djursfilateli.dk den 30. juni bragte Otto Kjærgaards synspunkt på Henrik Mouritsens flotte bog værk ”Dansk Posthistorie 1875-1907”, og efter at samme synspunkt er blevet bragt på danfil.dk, vil vi hermed fra djursfilatelis side gerne rette en misforståelse, da en enkeltperson åbenbart har opfattet det som en officiel ”boganmeldelse”, hvilket det ikke er. Men blot et udtryk for Otto Kjærgaards personlige synspunkt på ”Værket”, hvilket i øvrigt er et synspunkt som vi fra djursfilateli.dk til fulde deler.
Vi har derfor valgt at bringe Otto Kjærgaards svar på den opståede misforståelse/kritik i sin fulde længde
af Erik Sørensen
Viden er magt og penge
Når man svinge pisken over en flok hunde, så piber dem, man rammer. En Peter har reageret på min indlæg om Henrik Mouritsens bøger og føler sig stødt og har sendt en klage til DFF over, at de bringer et sådant indlæg. Folk samler på frimærker, ikke på litteratur, er synspunktet. Mon det er, fordi Peter føler, han burde læse disse bøger?
Mit indlæg er ikke en anmeldelse. Da jeg har været dybt involveret i produktionen, er jeg helt uegnet til at anmelde bogværket. Det, jeg har skrevet, er et synspunkt, som jeg brænder meget for. Herom lidt senere. Først vil jeg gerne sige, at udgivelse af frimærkelitteratur bliver man ikke rig af – slet ikke i Danmark. Henrik har brugt 20-25 år på at skrive værket, og udgivelsen er en ren underskudsforretning. Uden stor støtte fra firmaer og fonde havde det aldrig set dagens lys. Hvis man kigger på sponsorerne, så burde det undre, at store internationale auktionsfirmaer putter penge i et underskudforetagende, som disse bøger er. Det gør de ikke, hvis de ikke regner med i sidste ende at tjene penge på det. De læser nemlig bøgerne.
Gennem mit frimærkeliv har jeg været involveret i realiseringen af mange dødsboer. Jeg har set dødsboer, hvor samleren ikke har gjort sig den umage at gøre det lysende klart i samlingen, hvad der var skidt, og hvad der var kanel, enten pga. manglende lyst til at sætte sig ind i samleområdet eller dovenskab. Sådanne dødsboer er gefundenes fressen for auktionsfirmaer, handlere, krejlere eller andre samlere, der har læst på lektien. De ved, hvad der skal hives ud af samlingen og sælges for gode penge.
Når jeg er død og borte, håber jeg, at min samling er så godt beskrevet, at arvinger vil få de penge, der tilkommer dem, hverken mere eller mindre, og at det hele ikke bliver stuvet i nogle flyttekasser og solgt for en slik, langt under den reelle pris, hvorefter auktionshuset, handleren, krejleren eller den ivrige samler, der gerne vil hjælpe familien med realiseringen, skubber fortjenesten i deres lommer frem for mine arvingers lommer. Jeg har også mange gange set dem, der har læst på lektien, og ved hvad et objekt er værd, tilbyde en helt ublu lav pris for et objekt til en, der ikke har læst så godt på lektien.
Det behøver ikke at betyde, at man skal have læst alverdens litteratur eller have en doktorgrad for at samle på frimærker, men man bør sætte sig grundigt ind i det, man samler på, eller spørge en, der ved bedre, for at blive klogere på sit samleområde, eller møde op til at par foredrag fra samlere, som man kan blive klogere af. Jeg er enig i, at Henriks værk koster en del penge, men, kære Peter, hvis der i din samling sidder et godt objekt – et lille præ-UPU brev til Peru i din samling – så kan du sælge det for mange gange den pris, som bøgerne koster. Undskyld Peter, men viden er penge, og dem uden viden bliver snydt.
af Otto Kjærgaard
