Formørkelse eller fornyelse
Erik Sørensen
29. august 2017
MEDLEMSFORUM, SENESTE NYHEDER
783 Visninger
af/Otto Kjærgaard
Igennem de sidste år har det været Østrig, der har været kendt for bizarre eksperimenter med frimærker. Vævede frimærker, keramiske, på glas, hæklede – you name it, they have got it. USA kaster sig nu ind i konkurrencen ved at anvende termokemi.
I anledning af den totale solformørkelse, som vandrede hen over USA fra vest mod øst, fra Oregon til South Carolina, 21. august, valgte man at udgive et frimærke 20 juni. Faktisk er det to frimærker i et trykt med en termokemisk tryksværte. Termo har noget at gøre med temperatur, jvf. termojakker.
Venstre mærke er således, som man får mærket udleveret med et billede af den totale solformørkelse, dog ikke af den amerikanske, men et billede taget af astrofysikeren Fred Espenak i marts 2006, da der var solformørkelse i Libyen. Placerer man nu sin tommelfinger på den sorte måne og varmer den op, vil det sorte forsvinde, og man vil se en oplyst måne i al sin vælde. Varme får den sorte farve til at forsvinde, men den vender tilbage, når mærket afkøles igen.
Termokemisk farve er ikke en ny foreteelse. De, der er gamle nok, kan måske huske, man engang kunne få en kuglepen med billede af en dame i en sort bikini. Vel opvarmet i hånden forsvandt bikinien. Den havde vi drenge i skolen meget fornøjelse af, så USA får vel sagtens fejret formørkelsen, men en fornyelse er der vel ikke tale om.
Solformørkelsen 21. august fejrede amerikanerne allerede i juni måned med et frimærke, som man ikke skal lægge ud i solen for længe, hvis man vil se det oprindelige mærke.