Kig godt på det illustrerede frimærke. Synes du det er særligt kontroversielt? Stødende? Provokerende? Mærket er ikke udkommet. Det skulle være udkommet 14. november i Spanien og skulle minde om 100-året for Spaniens Kommunistiske Parti.
To dage før det skulle udkomme, blev der anlagt sag mod postvæsenet, og derfor blev udgivelsen udsat indtil videre. Sagsøgerne er Sammenslutningen af Spaniens Kristne Sagfører, en organisation grundlagt i 2008, som vil forsvare kristne værdier og beskytte ”livet, familien og religiøs frihed”. I søgsmålet argumenterer de for, at det vil være en hyldest til et parti, som har begået forbrydelser. Det hedder i anklageskriftet – i min oversættelse: ”Det er utåleligt, at en offentlig instans i et demokratisk samfund propaganderer for en totalitær bevægelse, der har dræbt millioner af mennesker”.
Alberto Garzon, lederen af Spaniens kommunistparti, mener, det er en skammelig beskyldning og argumenterer, at partiet er et fuldt lovligt parti. Han mener, det er et angreb, der er iscenesat af gamle arvinger fra Francos diktatur.
Sagsøgerne henviser desuden til en episode i den Spanske borgerkrig i 1936 til en episode, hvor kommunisterne dræbte omkring 5000 civile i Paracuellos Massakren, som fandt sted næsten på årsdagen for udgivelsen af frimærket.
Det er ret uhørt, at man får standset en frimærkeudgivelse på den måde. Skal man så også undlade en hvilken som helst udgivelse med reference til den spanske katolske kirke, fordi de oprettede og støttede Den spanske Inkvisition i Middelalderen, især hvis man vil støtte ”livet, familien og religiøs frihed”. Hvad bliver det næste, som en eller anden organisation kan blive forarget over, som ikke må udgives? Må vi ikke udgive et frimærke med Istedløven af hensyn til det tyske mindretal?
Af Otto Kjærgaard