Relaterede artikler
Ligesom vi tidligere havde portomærker, der kunne trækkes i en automat, så har man i England haft sådanne siden 2008. I september nummeret af Gibbons Stamp Monthly er der en længere artikel om det besvær, man har med forfalskninger af disse portomærker.
Man skulle eller synes det var umuligt, for man skal trække dem i en maskine på et posthus, hvori der sidder en termisk printer, som kan printe på grundlabelen i venstre side.
Afhængigt af hvad man bestiller kan der stå ”1st Class up to 100 g” eller som på det viste ”Worldwide up to 40g” osv. For neden til venstre printes en kode, der afslører posthuset, maskinens nummer, kundenummerantal og antal frimærker printet ved denne kundes besøg. I Danmark ville de moderne postsorteringsmaskiner sikkert nemt kunne læse dette og afgøre om det var ægte.
Sådanne maskiner har de åbenbart ikke i England, for hvis man kigger på dette portomærke, kan man straks se nogle ændringer. Det er ikke samme skrifttype og teksten er federe end på det ægte mærke. Mht. koden, bruger man blot et man kopierer fra et velkendt postkontor, i dette tilfælde et postkontor, der ligger tæt på Trafalgar Square. Nærstudie af teksten viser, at den er lavet med en inkjet printer.
Grundlabelen er lavet i ruller med 1500 stk. i hver rulle. Man undrer sig stadig over, hvorledes der er kommet tomme rulle ud fra postvæsenet, og man mistænker endda ansatte både på posthuse og i postvæsenets trykkeri for at have tjent en skilling ved at sælge ruller.
En ting er at bedrage postvæsenet, noget andet er at lave sjov og ballade med mærkerne, for det sker også, som man kan se på den tredje illustration. Her kan man trøste sig med at postvæsenet ikke har lidt tab, da ingen af disse har en værdiangivelser og ikke er blevet sendt. Derimod kan der tjenes penge ved at sætte dem til salg på fx EBay, hvor de rask væk handles.
Union Jack portomærkerne er endda ikke de mest forfalskede. Portomærkerne i anledning af Diamantbrylluppet med landbrugsdyr er langt mere forfalsket. Ja, hvad kan der ikke samles på?
Af Otto Kjærgaard
