Som det ses på billedet, kan det måske undre, at man kan finde frimærker fra USA med et Shanghai overtryk, især i disse tider, hvor de to lande konkurrerer om at være nr. 1, og de ikke er på særlig venlig fod. Det er dog ikke overtrykkenes skyld.
Efter opiumskrigens afslutning i 1840, hvor Englænderne gav kineserne en stor lektion, blev der åbnet for flere havne, fx Hong Kong og Shanghai, så der kunne handles med omverdenen. I 1847 slog amerikanerne sig ned i Shanghai, og til at begynde med skulle post ekspederes gennem det britiske postsystem, som var dyrt og langsomt. I 1865 fik USA lov til selv at ekspedere posten gennem the Pacific Mail Steamship Company, som i 1867 havde fået bygget fire dampskibe, som sejlede i rutefart fra San Francisco til Yokohama i Japan og til Shanghai.
Taksten var dengang 10c, men med oprettelsen af Verdenspostforeningen rettede man ind efter de internationale takster, og taksten blev nedsat til 5c, og fra 1903 blev Shanghai betragtet takstmæssigt som værende en del af USA. I begyndelsen kunne man kun betale frimærkerne med USA-dollars og cents, men ikke kinesisk valuta, hvilket ikke var voldsomt praktisk, men i maj 1919 accepterede man den kinesiske tael, idet man lavede de ovetrykte mærker, og da den kinesiske valuta havde halv værdi af dollaren overtrykte, man blot med det dobbelte af pålydende på de i alt 18 mærker, som serien består af.
Dermed er det usædvanlige ikke slut, for hvis man betalte med amerikansk valuta i Shanghai til at frankere sit brev, så fik man udleveret et normalt USA-mærke uden overtryk. Kun ved betaling med kinesisk valuta, fik man udleveret et overtrykt mærke. En overgang var der endda leveringsvanskeligheder, og så tyede man til lokale overtryk i Shanghai. Det er de små aftryk, man kan se på 1c og 2c (2 og 4 overtryk) mærkerne på illustrationen.
I den verserende spænding mellem de to lande, vil det ikke batte, hvis Biden bad amerikanerne om at give sig til at samle disse mærker, bare for at genere kineserne, for mærkerne er selvsagt sjældne og ret dyre, og de lokale overtryk, som kom i et meget lille oplag, endnu sjældnere. De 18 mærker var kun til salg i Shanghai og to andre kinesiske byer frem til 1922, så under 3 års levetid og alle i små oplag, da der ikke var voldsom postal udveksling mellem Kina og USA.
AF Otto Kjærgaard
Bruun Rasmussen kommer selvfølgelig også på POST´22 i Hornslet den 26.-27. marts 2022