Frænde er som bekendt frænde værst, og så ved man ikke helt, hvem man skal skælde ud. Jeg har på det seneste fået et par kuverter, som viser, hvor besværligt det er som samler at få samleværdige breve, når der endeligt kommer et brev i postkassen.
Det store brev er fra min klub, men kunne lige så godt have været fra et auktionshus eller en anden samler. I disse tider er sparsommelighed blevet en kardinaldyd, så billige gamle frimærke skal bruges for at spare penge. Tilsyneladende er brevet kommet omvendt ind i stempelmaskinen, som man kan se af det omvendte PORTO KONTROLLERET i nederste venstre hjørne. En ansat ved Postcenter Sydjylland har fundet frimærkerne og annulleret med et trodatstempel, hvorefter der er blevet sat et par etiketter på, bl.a. delvis hen over frimærket. Den er helt til papirkurven. Er vi ikke så rige, at vi har råd til at betale for, at der kommer nye ordentlige mærker på vores korrespondance, så der i det mindste kan komme er ordentligt stemplet mærker ud af herligheden?
Den anden kuvert, der dumpede ind, var endelig en ordentlig en med smukke frimærker – endda fra Indien. Den burde man kunne glæde en junior med – men nej. Også et ældgammelt mærke og afsenderen har villet sikre, at der var pæne takker på frimærkerne, så de er klippet ud med en saks. For oven og for neden på det ene mærke får man rigeligt med takker, men hvad hjælper det, når der mangle takker i venstre side. De kan desværre ikke flyttes. Pesten med at bruge gamle mærker har åbenbart bredt sig langt ud i verden.
Hvordan og til hvem kan man skælde ud over denne udbredte brug af gamle frimærker, når alle mener, at det er så god en ide at spare penge? Er vi ikke med til at ødelægge vores egen hobby, når vi ikke vil bruge de frimærker, som postvæsenet udgiver i dag? Det er ret trist, at når der endeligt kommer et brev, så kan det lige så godt gå i papirkurven med det samme, og så kan der lige så godt stå PP øverst til højre. Kunne det ikke været et sent nytårsforsæt at frankere med nyere mærker? I hvert fald til andre samlere – og læg så saksen væk.
af Otto Kjærgaard