Relaterede artikler
Jeg har to gange hørt forbundsformandens oplæg om hans/bestyrelsens visioner for forbundet. Der er fremlagt gode ideer, som det absolut er værd at følge op på, men jeg synes, der er noget ret væsentligt, som bliver overset. Lad mig bruge vores landshold (fodbold eller håndbold), som et billede på, hvad der mangler for at puste lidt liv i hobbyen.
Vi har gode landshold – også i filatelien. Udstillere klarer sig godt, vi har internationale dommere af høj kvalitet, det kører bare derudaf – bortset fra, at alle dem der er i landsholdklassen er så langt op i årene, at de nok ikke er der inden for en overskuelig fremtid.
Står der nye på vej til at afløse dem, der falder – nej, klubber lukker og medlemstallet falder. Chris Oxholm mener, at større og bedre kommunikation er løsningen. Når folk ser, hvor gode vi er, så vil de strømme ind i klubberne. Det tror jeg ikke på.
Hvordan får man et landshold i verdensklasse? Det begynder med træningen i juniorårene, en god træner, en klub, der omfavner og opmuntrer juniorerne og står bi med råd og dåd. Over årene udskilles de store talenter, og – og det må man ikke glemme – er der en forfærdelig masse, der har haft en fornøjelig og god tid med en sund hobby og sikkert holder ved hobbyen på et lidt lavere plan resten af livet, interesserer sig for den og omtaler den pænt.
Prøv at tænke tilbage på, hvordan vi selv blev samlere. Stor byttevirksomhed med klassekammerater, en klub, hvor ældre medlemmer godt nok solgte FDC-kuverter til fuld katalogpriser til os uvidende, men også ind imellem gav gode råd og viste andre måder at samle på end bare høvle så mange mærker som muligt ind i indstiksalbummet. Som forklarede de vanskelige begreber, takning, vandmærker, at ikke alle frimærker er tofarvede, viste spændende kuverter – kort sagt, gennem årene blev vi ”groomet” – trænet, uddannet, vejledt og hjulpet ind i hobbyen. Klubben var en naturlig overbygning.
I dag er der 60-årige, som er mere uvidende om frimærkehobbyen, end vi var, da vi var 15. Hele arbejdet med at træne og udvikle sig har ikke fundet sted. Prøv at forestille dig, hvis du pludselig vil spille seriefodbold som 50-årig uden at have trænet tidligere. Møder du så friskt op i klubben i korte bukser? Det sker ikke. Hele grundlaget for vores hobby er ikke lagt i de generationer, der nu vokser op, og som måske som pensionister ville kunne genoptage hobbyen.
Er det ikke her klubberne kan gøre en forskel? Jo, men det sker næsten ikke. Jeg kender pt. kun en eneste klub, der kører et begynderkursus. For en, der aldrig har været præsenteret for hobbyen før, vil et møde i en klub være som at møde mennesker, der taler Swahili. Ikke fordi vi ikke er flinke – for det er vi bestemt – men vi kan ikke se vore egen blinde vinkel, som er en stor bagage fra fortiden, vi tager med os, som den nyankomne ikke har og først skal have ”lært”. Derfor tror jeg ikke på klubberne som stedet, hvor den store medlemsfremgang kan komme.
Hvad kan gøres? Der skal laves frimærkeklubber på nettet, for der er de unge i dag. En frimærkeapp, som kan videregive det, vi andre fik i skolegården og juniorklubben. Det skal være masser af sjov og ballade og en langsom indlæring af fundamentale begreber i hobbyen. Ikke lavet for at få dem i en klub, men for at de kan have en sjov hobby at få fritiden til at gå med.
Der skal laves en tilsvarende – eller flere – ”begynderklubber” for dem på 50-60, som skal have en mere rolig pensionisttilværelse. Den skal stort set indeholde det samme som den for de yngre, men lavet så spændende og underholdende på nettet, at man måske kan lokke et kontingent ud af dem – mod måske at få nogle gode tilbud – gerne fra sponsorer. Medlemmerne er disse sponsorers fremtidige kunder. Det skal være som (en) klub(ber) på nettet – ikke med den hensigt at sluse dem hurtigst muligt ind i de ordinære klubber, (selv om man ind imellem godt kan nævne fordelene ved en ordinær klub).
Tiden er ikke til at mødes hver onsdag aften i klubben. Med det kendskab jeg har til folk i arbejde, er det en umulighed, selv om de interesserer sig for frimærker. I en netbaseret klub kunne folk med samme interesse aftale at holde møder, stævner, sammenkomster, udstillinger, når de havde tid – uregelmæssigt, på samme måde som tofarvede, postkortsamlere og posthistoriekere samles, når der er behov, eller de kan mødes på zoom.
Find nogle influencere, der kan tale pænt om hobbyen, kontakt journalistelever, der som en del af deres uddannelse kan lave noget om frimærker og hobbyen set udefra, lav en App med inspiration til hobbyen både en for unge og en/flere for ældre, —— men det skal ske på nettet i dag og i fremtiden.
Fødekæden til hobbyen er tørret ud, og den kan efter min mening kun genetableres på nettet, og så er der klubberne til at tage imod, når man har fået tid og plads i sit liv til noget så eksklusivt, som at mødes med en hoben forfærdeligt kloge mennesker, der ved, hvordan man samler ”rigtigt”.
Af Otto Kjærgaard
