Den 26. og 27. marts bør alle med interesse for posthistorie flokkes til Hornslet Hallen. De bedste af de bedste posthistoriske samlinger vises på en stor udstilling med over 200 rammer med eksponater. Anledningen er Dansk Posthistorisk Selskabs 50-års jubilæum, og det skal fejres.
Aerofilateli eller luftpost er en stor afdeling inden for posthistorien. En sådan samling vises af Kaj Ullerup. Titlen er lidt lang: Luftpostens historiske udvikling med forsendelser nationalt i Danmark og med udlandspost til og fra Danmark.
Kaj Ullerup beskriver eksponatet således: Formåletmed eksponatet er at give en kronologisk redegørelse for etablering af luftpost og luftpostruter i Danmark samt til og fra udlandet, fra ballonfart, pionerflyvninger til ordinære luftpostflyvninger. Der tages udgangspunkt i Ørjan Lunnings bog, og jeg følger i et vist omfang denne bogs opbygning, idet vi her har et pragtværk i forståelsen af sammenhænge og udvikling af luftposten. For helt at forslå, hvad der sker, er det nødvendigt også at behandle vore nabolandes luftpost Der er dog hele tiden et koncentreret fokus på, at posten skal være behandlet i Danmark. Flyene skal have medbragt post.
I eksponatet kan man se ballonpost, pionerflyvninger før 1920, luftpost 1920-1925 før luftpostmærkerne, den svære start, propagandaflyvninger, særflyvninger, langdistanceflyvninger, ordinær luftpost fra 17/6 1925 opbygget efter verdensdele til ca. 1945, katapultpost fra 1928 og frem og endelig zeppelinpost fra 1928 og frem.
Blandt mange sjældne og flotte ting kan ses et eksempel på Europas første postflyvning. Her vises både for og bagside.
Europas første postflyvning udførtes af Robert Svendsen. Han medførte 140 treøres helsagspostkort med fotografi + underskrift + 10 kort med femøres porto. Helsagerne er stemplet i Fredericia 2.9.11. 6-8 E. Stemplerne er altid klattede og med afsmitning på billedsiden. Underskrift Robert Svendsen. Kortet kostede 2 kr. Kortet blev nedkastet over Fredericia. Herefter vendte flyet tilbage til Middelfart.
Af Otto Kjærgaard
Hele eksponatet kan ses på POST ´22 i Hornslet Hallen i dagene 26. – 27. marts 2022