Relaterede artikler
Der var engang postmestrene sad med en saks og klippede mærker ud af arkene. Siden fik de trykkeriet til at lave takker, så mærket kunne rives ud uden brug af redskaber. Mærkerne var tænkt som betaling for en serviceydelse, så man kunne få befordret sin forsendelse fra afsender til adressat, og de var lavet af papir. Somme tider kan man komme i tvivl, om det stadig gælder.
I Lichtenstein har de en fyrste, som kan fejre sin slægts 300 år jubilæum som statsoverhoved. Det fejres naturligvis med et frimærker – eller noget, der ligner. Det vist ”frimærke” er broderet og viser den fyrstelige krone. Hvordan vil det mon se ud på en forsendelse med et ordentligt aftryk af stempelsværte? Her kan udtrykket ”at vaske frimærker” få en helt ny betydning!
Rembrandt døde for 350 år siden. Hans malerier er uovertrufne og selvfølgelig skal begivenheden fejres med et frimærke – eller hvad man nu skal kalde det. Det kommer i et begrænset oplag på 3500 stk., koster €50 og er lavet af 99,9% guld. Derfor bliver det leveret i en lille æske, hvor det kan ligge, til man oplever den dag, man skal sende noget til en takst på €50 – nej hov, pålydende er kun €1! Mon det kan katalogiseres med en så stor forskel på pålydende og salgspris? Tillægsværdier med for højt tillæg er jo ilde set, eller er de? De kaldet det et frimærke, men er det ikke mere beregnet på møntsamlere? Hvis guldprisen er €50 for det guld, man får på mærket, så et det en stensikker investering – hvis guldprisen stiger, vel at mærke.
I de to tilfælde må man vel sige, at vi er kommet et stykke vej fra noget som var et værdipapir til betaling for en ydelse. Det kan desuden betvivles, om ”frimærkerne” i det hele taget kan eller skal sidde på en forsendelse og annulleres med stempel. Frimærker er ikke, hvad de har været —- sagde den gamle gnavpot.
Af Otto Kjærgaard
