Relaterede artikler
Blandt filatelister findes en gruppe af samlere, som må være af en vis makaber støbning. De kan kun glæde sig over andres ulykke. Jeg tænker naturligvis på gruppen af crashpostsamlere. Ingen ulykke – stor eller lille – er uinteressant for dem, især hvis det har være post involveret. På udstillingen DJURS19 kunne man se et flerrammes eksponat kun med crashpost og endda kun ulykker, som havde en dansk eller svensk tilknytning. Tænke bare på resten af verden!
Lad os tage et eksempel. Lad os gå tilbage til 1947. En hollandsk rutemaskine, en Douglas DC-3C (C-47) fra KLM lettede fra Kastrup på vej fra Amsterdam på vej til Stockholm med mellemlanding i København. Flyet stallede efter starten pga. en glemt rorlås, og en af de værste ulykker i danske flyvehistorie var en realitet.
Alle 22 ombordværende omkom, og blandt de omkomne var den danske sangerinde Gerda Neumann-Thomasen, den amerikanske sangerinde Mary Willie Grace Moore og den 40-årige svenske arveprins Gustav Adolf.
En del af posten blev reddet og videresendt som den viste kuvert fra Belgien. Ikke just køn og med synlige beviser på den heftige brand, som opstod ved styrtet. Ved videreforsendelse blev brevene indlagt i en gennemsigtig kuvert. Man må undre sig over, om det er muligt at læse indholdet i brevene efter den hårde behandling, men det er den mindste bekymring man bør have, for posten er en biting sammenlignet med tragedien for de omkomne og deres efterladte.
Af Otto Kjærgaard
Som følge af den opstandelse Otto’s indlæg her på djursfilateli åbenbart har medført, har vi valgt at bringe dette lille efterskrift som vi har modtaget fra Otto Kjærgaard.
Tillæg til ”denne enes død—”
Jeg kan se, at der er nogle, der ikke kan se det humoristiske i denne artikel eller det paradoks, den indebærer. Kommunikation kan være en svær ting, men jeg prøver igen:
Jeg erhverver mig et godt brev – et crashpostbrev – glæder mig over min nyerhvervelse og sætter mig med stor tilfredshed til at sætte det op på en planche, glad i hele kroppen over at have erhvervet en god ting. Under opsætningen kommer en paradoksal tanke ind i min bevidsthed: Hvor makaber kan du være? Den tanke slog mig som en kølleslag i nakken, mens jeg sad og glædede mig over min erhvervelse – midt i opsætningen.
Forudsætningen for, at jeg kan sidde og glæde mig over dette objekt, er netop, at en del mennesker døde i et flystyrt, måske brændte op, og det er forudsætningen for, at jeg nu kan sidde og glæde mig over min forsendelse. Er det ikke et paradoks? Er det ikke lidt makabert? Her sidder jeg og glæder mig over andres ulykke – sær tanke! Det kan man græde eller grine over – og jeg valgte at smile, mens jeg kan se at andre har valgt at græde, men sådan er verden så uretfærdig.
Det har ikke forhindret mig i at synes, at crashpost er særdeles interessant, meget samleværdigt og posthistorisk hører til på øverste hylde, og hvis jeg har fældet dom over nogen, er det vist mest mig selv.
Af Otto Kjærgaard
