Relaterede artikler
Blandt filatelister kalder man det efterporto – blandt de fleste andre mennesker kalder man det strafporto, når modtageren må hive læderet op ad lommen for at få en forsendelse, som afsenderen har frankeret forkert. Det kan ofte føles som en straf, især de år, hvor postvæsenet ud over betaling af den manglende porto også pålagde et ekspeditionsgebyr, som slet ikke stod i forhold til den manglende porto. Engang var der retfærdighed til og et loft over galskaben.
Den viste kuvert fra Århus, sendt til Grindsted i september 1948 fra Dental Aktieselskabet Nyrop til en tandlæge i byen, er sendt som en tryksag – korrekt frankeret med 6 øre. Postvæsenet har ikke kunnet godkende den som tryksag – formodentlig, fordi der har været skrevet for meget i brevet. Strengt taget måtte man stort set kun skrive dato og underskrift. Personlige hilsner og beskeder var forbudt. Så skulle brevet sendes som lands- eller lokalportobrev.
Hovedreglen for efterporto var i mange år, at man skulle betale manglende porto plus et gebyr, og i perioden fra 1940 til 1950 var gebyret på 20 øre. I 1948 koste det også 20 øre at sende et almindeligt landsportobrev. Brevet er frankeret med 6 øre, så den manglende porto er 14 øre. Lægges gebyret til bliver det 34 øre i efterporto, men som det ses, er der skrevet 28 med blåkridt, og der er frankeret med 28 øre i portomærker. Det skyldes en anden regel, som kunne holde postvæsenets gebyrgrib tøjlet, nemlig at man aldrig kunne komme til at betale mere end det dobbelte af den manglende porto. Derfor har man reduceret efterportoen til de 28 øre, nemlig to gange 14 øre. Retfærdighed er sket fyldest.
Af Otto Kjærgaard
