Relaterede artikler
Når man ser det afbillede klip fra en forsendelse, så er det lidt af skæbnens ironi, at det har de to frimærker påsat, og at de vender ryggen til hinanden. Manden til højre kender de fleste som Adolf Hitler. Manden til venstre er Paul van Hindenburg.
Hindenburg kom til at spille en lidt uheldig rolle i Tysklands historie. Som general for de væbnede styrker under 1. Verdenskrig var han med til at tabe den og måtte nedlægge sin kommando efter Versaillesfreden i 1919. Han pensioneredes fra hæren og indlede en politisk karriere og i 1925 blev han valgt til præsident af Weimarrepublikken.
Trods sine 84 år og et dårligt helbred lod Hindenburg sig overtale til at søge genvalg i 1932. Han blev genvalgt i anden valgrunde med 53 % af stemmerne. Han var da væsentligt alderssvækket og havde hukommelsesproblemer. Faktisk blev han overtalt til at stille op, da han blev anset som den eneste, som kunne besejre Hitler. Hindenburg fik støtte fra det politiske centrum og af socialdemokraterne, som anså den gamle officer som en garant for republikkens fortsatte liv mod de stadig stærkere partier på yderfløjene, nationalsocialisterne og kommunisterne.
Efter flere sammenbrudte regeringsforhandling udnævnte Hindenburg på trods af megen tvivl NSDAP-lederen Adolf Hitler til rigskansler i 1933, selv om han kort før havde sagt, at han aldrig ville gøre det. Efter rigsdagsbranden opløste Hindenburg Rigsdagen på Hitlers begæring. Den nyvalgte rigsdag gav Hitler ekstraordinær magt i pagt med den nye fuldmagtslov med støtte i artikel 48 i Weimarforfatningen.
Dermed var vejen banet for Hitler som diktator, og med det, som det medførte af senere ulykker, kan man godt forstå at Hindenburg vender ryggen til Hitler.
På sine gamle dage blev Hindenburg ret senil, og engang Hitler besøgte ham, kunne han ikke genkende ham og tiltalte ham Mein Keiser. Kejser blev Hitler ikke, selv om man måske kunne ønske, at han havde nøjedes med det.
(Illustrationer udlånt af Frank Kastrup)
Af Otto Kjærgaard
