Relaterede artikler
De første frimærker i verden var ikke perforeret med takker. Postmestrene måtte selv finde saksen frem og møjsommeligt klippe mærkerne ud. Det skulle gøres omhyggeligt, for fx i England havde man indskærpet postmestrene, at de ikke måtte deformere Victorias hoved ved at klippe i det.
Henry Archer fik patent på en maskine i 1847, der kunne adskille mærkerne ved at lave en gennemstikning med nogle knive. Det blev en fiasko og kun et par tryk af 1d rød blev den brugt til, før den blev kasseret.
I 1848 kunne Archer patentere det, som vi i dag kalder perforering maskinen, som laver små huller hele vejen rundt om mærkerne, så de nemt kan adskilles. Det var den såkaldte kamtakningsmaskine. Standarden for at angive takning er i dag antallet af huller eller spidser pr. 2 cm. Fineste perforering er tak 18 fundet på mærker fra Singapore i de tidlige 1950ere. Største takning er tak 2 brugt på mærker fra Bhopal i 1891. Normalt ligger frimærker i intervallet mellem 12 og 14.
Hvis frimærker ikke har takker på alle sider, stammer de som regel fra ruller eller hæfter, som det ofte er tilfældet med de svenske og amerikanske. Frimærker i ark er som regel takket på alle sider, og som med al anden menneskelig aktivitet kan noget gå galt – også når man takker. Man glemmer måske at få arket rykket frem eller ikke tilstrækkeligt frem på maskinen. Desuden kan de nåle, der laver hullerne blive slidte, brække og falde af, så takningsvarianter er et stort samleområde.
På den viste illustration er der ligefrem helt manglende takke ud mod arkranden, og hvis man kigger på takkerne på de tre andre sider, så er de meget miserable. De må være både skæve og slidte for at lave så dårlig en takning. Det var måske for ikke at slide yderligere på den ramponerede maskine, at man undlod at takke den sidste række mod arkranden.
Det er sjældent at finde mærker, man helt har undladt at perforere, da de sorteres fra i kontrollen, men det er hændt, bl.a. med nogle Dr. Margrete mærker, som man se på billedet. I sådanne tilfælde vil det betinge en merpris ved salg, men de fleste takningsvarianter er ikke kostbare og nemme at finde, med mindre der er tale om at glemme en hel række som i det viste tilfælde. Kostbare kan de dog blive, når der fx er tale om at arket har været foldet. Så ser man en helt tosset perforering. De vil normalt også blive sorteret fra.
Af Otto Kjærgaard
