Relaterede artikler
Freddy Pedersen har i den grad forstand på bjesk og brændevin. Det har han bevist ved flere gange, dels at fremstille en god bjesk – Højskolebjesken fx– og ved flere gange at udstille sit eksponat, der viser kærligheden til omtalte drik. Han har fundet denne opbyggelige og tragiske historie og på smukkeste vis illustreret ingredienserne til en berømt bjesk vha. frimærker. Husk at drikke den med måde, hvis du forsøger at lave den, så det ikke går dig lige så slemt som Mads Peder Skovgård.
~ GL. Nybro Kro ~
En Beretning om et Gæstgiveri og dens beboere.
Den højstbydende ved auktionen den 9. september 1833 over GL. Nybro Kro ved Fiskbæk, var den ugifte stude- og hestehandler Mads Peder Skovgård fra Vinderslev sogn, der købte kroen for1760 Rbd. sedler og 370 Rbd. Sølv. Men skødet blev dog først udstedt året efter på samme dato.
På den tid var der mange børn, som tidligt kom ud at tjene og som hurtig lærte at stå på egne ben. For Mads, der var født i 1791, var dette ingen undtagelse. Han havde været omkring det meste ved landbruget, et par forvalterpladser var det også blevet til, hvor han for alvor lærte at optræde sikker og selvstændig, ikke mindst da han begyndte at opkøbe stude og senere heste. Når handelen så var indgået til begges tilfredshed, blev der spist og drukket lidkøb på nærmeste kro. Efter mange handler og mange lidkøb, havde Mads fået smag for en god bjesk og ikke mindst de tre gode recepter, han havde erhvervet gennem tiden. Som nybagt Kroejer ville han nu selv prøve at frembringe sin egen bjesk.
Da Mads ankommer til GL. Nybro Kro, forefandt han en rask ungdommelig enke med 4 børn, som havde ledet og styret kroen både ind- og udvendig. Han kunne simpelthen ikke få en bedre medhjælper, og for tredje gang inden udgangen af 1834 stod madam Ane Mette Rasmusdatter brud. Fra nu af kunne Ane Mette sammen med sin tredje mand betragte Kroen som hendes egen. Hendes to første mænd havde jo kun været forpagtere eller fæstere. Ud over Ane Mette med de fire børn, fulgte også et gammelt kancellibrev med, der pålagde indehaveren til hver en tid af Kroen at “Vedligeholde den tilhørende Bro over en Strøm så den Vejfarende Mands bekvemmeligere kan komme over”. Til dette vedligehold måtte der opkræves bropenge efter følgende takst: “En Careth med 6 Heste 12 Skilling, En Careth med 4 heste 8 Skilling, En Postvogn 2 Skilling, En bondevogn 2 Skilling, 1 ridende person 1 Skilling, løse Heste 1 Skilling, En Koe 1 Skilling, 2 Faar 1 Skilling, 2 Sviin 1 Skilling, 1 Gående Person 1 Skilling”.
Den ældste af børnene, Søren, fik det ærefulde hverv, at opkræve bropenge, – et hverv han klarede punktlig. Mads var nu ikke helt færdig med studehandlen, det trak stadigvæk i ham, ku’ han mærke og kroen blev jo passet af konen og børnene. Så en frostklar dag i februar var han taget af sted med den brune spændt for vognen. Han skulle til hestemarked for at handle, men når man køber o g sælger og slutter en god handel af, – ofte med lidkøb, gled der nok et par “små sorte” eller flere ned, – men brændevin, frostvejr og et hestekøretøj er ikke en god blanding. På vej hjem falder Mads i søvn og vågner ikke mere. Hesten var kommet ud af sporet og for langt ud i vejkanten så vogn, hest og mand styrtede ned af den stejle skrænt.
“Omkommen ved ulykkelig væltning” står der i kirkebogen for Fiskbæk sogn i året 1856 ud for Kroejer Mads Peder Skovgård. Kromutter Ane Mette er nu enke igen, men denne gang er hun ikke helt uden midler. Hun har kroen, det lille jordlod, der hører til kroen, og bropengene. De tre recepter Mads havde, er én af dem med tiden blevet tilpasset i takt med de mange gæsters tilkendegivelser og deres kommentarer. Den endelige recept ser sådan ud: 1 kvist røllike og 1 kvist perikon, begge dele skal dække en Rbd. – i dag en 5 kr.-mønt – 4 store salvieblade – 1 teskefuld rosmarin – 1 teskefuld merian – 3 rejnfan – 2 klitrosehyben og 4 kvanfrø. Når de indsamlede dele er tilpas tørre, anbringes de i en ren glasbeholder og dækkes med en god brændevin. Efter 5 dage filtreres gennem noget rent stof og essensen fortyndes til den gode smag er funden, som Mads altid sagde.
P.S. Mads kaldte den altid for NYBRO – BJESK. Så det hedder den.
Fortalt af Ane Mette Rasmusdatter anno 1859.
Af Otto Kjærgaard. Tak til Freddy Pedersen for historien og udlån af illustrationer.
