Vagn Jensen var den første, der forsøgte at lave en total registrering af danske håndstempler. Det var en opgave, som en enkelt mand ikke vil kunne udføre uden at lave fejl. Hvis man besøger KPK’s hjemmeside (https://www.kpk.dk/stempler/), så udbygges denne stempelregistrering, som han grundlagde, stadigt, og Jan Bendix har også udgivet flere bøger med stempelkatalogisering.
Se bare på disse to.
Både Vagn Jensen og Jan Bendix registrerer disse som håndstempler. På den øverste ses det klart, at der er tale om en maskine, nemlig en Kragh stempelmaskine. Tidligste og seneste anvendelse er registreret som 1. marts 1922 og 15. maj 1924.
Den nederste kan man nemt formode kunne være et håndstempel, men det har også siddet i en Kragh maskine. Det ser ud som om, man bare har fjernet blokken i midten med stregerne og så brugt maskinen, men stemplerne er ikke ens.
Her er nederste stempel renset og gjort gennemsigtigt digitalt. Når man lægger det oven på det øverste, kan man se, at V er bredere for oven på det nederste, og det sidste E i VEJLE hælder anderledes. Tidligste og seneste anvendelse af det nederste stempel er 22. maj 1925 og 28. juni 1927. Begge stempler står der OMB i, hvilket skulle indikere, at de er Ombæringsstempler. Ja, det var dengang post blev bragt ud flere gange dagligt og ikke kun ugentligt. De er altid benyttet på bagsiden af breve og ofte meget svage, så de kan formodes at være brugt som ankomststempler, især da de ikke er fundet anvendt efter 1. december 1927, hvor man ophørte med at ankomststemple.
Det er altid en fornøjelse, når ihærdige samlere kan korrigere og forbedre vores viden og er opmærksomme nok til at se sådanne små ændringer, så vi kan få flyttet disse stempler over i den rigtige kategori.
Af Otto Kjærgaard (illustrationer venligst udlånt af Gert Guttenberg)
Det er desværre ikke første gang man ser at et ankomststempel fra et båndmaskinstempel/helstempel er medtaget som et håndstempel.
Vagn Jensen havde i sin 2002 udgave af sit stempelkatalog 2 forskellige ankomststempler med fra Vejle – begge fra et maskinstempel. I 2006 udgaven af kataloget var det ene fjernet, så der nu kun er et stempel tilbage, som senere er konverteret over i KPKs stempeldatabase.
Stempelgruppen er i gang med at få ajourført registreringen af bånd-/helstempler i KPKs stempeldatabase og når vi når til Vejle bliver det viste BRO IIi stempel slettet og bånd-/helstempler á jourført med det materiale vi har adgang til. Arbejdet forventes afsluttet i løbet af få uger.
Samtidig med á jourføringen af den del af stempeldatabasen er der indført en ny nomenklatur for bånd-/helstempler med baggrund i den nuværende, hvilket gør det lettere at identificere det enkelte stempel. Vi håber det vil øge interessen for den type stempler, som tit er blevet overset. Dien nye nomenklatur kan ses på KPKs hjemmeside under stempeldatabasen på siden https://www.kpk.dk/stempler/index.php i feltet ”Brugerinformaion” og i praksis under byerne fra Aa – f.eks Aarhus og Aalborg.
Vi håber informationen er brugbar. På KPKs stempelgruppes vegne Vilhelm Schmidt