I kølvandet på den 1. Verdenskrig fik Tyskland, da de skulle betale krigsskade-erstatninger, en periode med meget heftig inflation specielt i slutningen af perioden. 1. juli 1906 kostede et brev i Tyskland 10 pf. Derefter fulgte 27 portoperioder frem til 1. december 1923 ved rentemarkens indførelse, hvor der kom ro på.
Den korteste periode er den 22., som varede 4 dage – 1.-4. november i 1923. 1. november var Allehelgensdag, så da var alt lukket, og det var en torsdag. 2. og 3. november – en fredag og en lørdag – var normale arbejdsdage, og her skulle det være muligt et finde forsendelser.
4. oktober var en søndag, og da var postkontorerne kun åbne for virksomheder, som skulle sende over 100 stk. ens breve eller tryksager. At finde en forsendelse en sådan dag er et fund af de store, ja bare det at finde noget afstemplet en af de tre dage, som det egentlig er, hører til sjældenhederne.
Portoen var steget gevaldigt siden 1906. Det viste brev til Schweiz er frigjort med en frankomaskine på beløbet 40.000.000 mark. Det er ikke underligt, at man måtte gøre noget ved de galoperende prisstigninger, og at man fik en frankomaskine med mange nuller blev en stor hjælp, for hvorledes fik man anbragt så mange frimærker på et normalt brev. Så der er en god grund til, at man har brugt en frankomaskine i stedet for frimærker, man kan så glæde sig over et brev fra en af de korteste og sjældneste portoperioder.
Af Otto Kjærgaard
Er du også oprettet på?
