Uundværlig bog for samlere af stjernestempler
Aldrig så snart havde Jan Bendix udgivet sine værker med posthistorie og stempler med opfordringer til at indsende ændringer til katalogerne, især om første- og sidstedagsdatoer for stempler, før det regnede ind med oplysninger fra samlerne. De fleste posthistoriske samlere – især samlere med hjemstavnssamlinger – kunne supplere med nyttige oplysninger, da de sætter en ære i at kende første- og sidstedagsafstemplinger for deres område.
Det er der nu kommet et lille meget handy suppleringskatalog ud af. Handy fordi det er lige til at sætte i inderlommen til byttedagen eller klubaftenen, og handy fordi det fungerer som en afkrydsningsliste. Med 11 x 19 cm. er det på størrelse med en tegnebog -en slunken en endda.
Jan Bendix kan nu opdatere sit katalog med 400 rettelser af brugsdatoer. Det lille katalog koster kun 100 kr. – 25 øre pr. opdatering – og det er Samleren, Rosenørns Allé 42, 1970 Frederiksberg C, der har sponsoreret udgivelsen, og her kan man rette sin bestilling til. For stjernestempelsamlere må det være et uundværligt redskab, og stjernestempler, dem er der mange, der samler. På illustrationen kan man se en side fra indholdet og opbygningen af kataloget.
Af Otto Kjærgaard