Det franske auktionshus Behr laver ofte en lille historie, når de skal sælge noget ret dyrt. I forbindelse med salget af de klassiske første indiske frimærker, har de skrevet deres historie og jeg har oversat den, da jeg synes den er interessant. Den lyder således:
Blandt de store klassiske frimærker repræsenterer nogle ganske få udvalgte langt mere end blot postvæsenets historie – de markerer begyndelsen på en helt ekstraordinær rejse. Scinde Dawk-frimærket er uden tvivl et af dem. Det blev udgivet den 1. juli 1852 og er anerkendt som Indiens første frimærke og, i bredere forstand, det første selvklæbende frimærke udgivet overhovedet i Asien. Det er en sand milepæl i filateliens historie, som fortsat fascinerer samlere den dag i dag – og som tester grænserne for deres budgetter, hver gang et flot eksemplar kommer på markedet.
I midten af det 19. århundrede var provinsen Sindh – dengang stavet Scinde af briterne – for nylig blevet en del af Det Britiske Imperium. Posten blev stadig bragt ud af de berømte dak-løbere; kurerer, der tilbagelagde lange afstande til fods og gav brevene videre fra den ene skiftestation til den næste. Portotaksterne varierede efter afstand og vægt, hvilket gjorde systemet både kompliceret og ineffektivt.
Guvernør Sir Bartle Frere var overbevist om succesen med de postreformer, som Rowland Hill havde indført i Storbritannien et par år forinden, og han indførte derfor en ensartet, forudbetalt portotakst ved hjælp af frimærker. Således fødtes Scinde Dawk, forløberen for alle indiske frimærker.
Ved første øjekast ligner Scinde Dawk ikke noget andet klassisk frimærke. Mens næsten alle verdens tidligste frimærker var rektangulære, fik dette et karakteristisk cirkulært design. Det er præget i relief og bærer Det Ostindiske Kompagnis våbenskjold, omgivet af indskriften “SCINDE DISTRICT DAWK” og med en pålydende værdi af en halv anna.
Dets udseende minder mere om et officielt, præget segl end om et konventionelt frimærke, hvilket afspejler administrationens ønske om at levere et sikkert og umiskendeligt bevis på forudbetaling. Mere end 170 år senere gør den unikke, runde form det øjeblikkeligt genkendeligt blandt verdens største filatelistiske klassikere.
Den første udgave blev præget på et rødt, oblat-agtigt materiale, der mindede om lak. Det var visuelt slående og besad en bemærkelsesværdig dybde og elegance, som adskilte det fra alle andre samtidige frimærker.
Desværre viste denne tekniske nyskabelse hurtigt sine mangler. Oblat-materialet viste sig at være ekstremt skørt og var ikke i stand til at modstå den hårdføre posthåndtering. Mange eksemplarer krakelerede, fik skår eller faldt helt af brevene under transporten. Som følge heraf er røde Scinde Dawk-frimærker, der har overlevet i perfekt stand frem til i dag, usædvanligt sjældne. Det er netop denne udfordring, Behr har imødekommet ved at udbyde dette enestående, ubrugte eksemplar til salg – fra den berømte Burrus-samling – en mulighed, der er lige så sjælden, som den er prestigefyldt for samlere af verdens store klassikere.
For at overvinde disse problemer introducerede postmyndighederne hurtigt en anden udgave præget på hvidt papir, hvilket viste sig at være væsentligt stærkere og mere holdbart.
Holdbarheden gik dog ud over synligheden. Afhængigt af lysforholdene kunne det prægede design være svært at tyde, mens poststemplerne ofte var svage og vanskelige at skelne. Postfunktionærerne var ikke helt overbevist af det nye format, og moderne samlere ved, hvor udfordrende disse frimærker kan være at værdsætte uden en nøje granskning.
Efterfølgende blev en tredje og sidste version introduceret, præget på blåtonet papir. Den farvede baggrund forbedrede synligheden af det prægede design betydeligt, hvilket gjorde frimærket både lettere at identificere og mere praktisk i postgangen.
Denne sidste udgave kombinerede med succes holdbarhed, klarhed og elegance og blev den version, der blev brugt mest, indtil Scinde Dawk-frimærkerne blev trukket tilbage i 1854. Selvom det er lettere at støde på end den røde udgave, er flotte eksemplarer stadig særdeles eftertragtede og indtager en vigtig plads i enhver seriøs samling af klassiske indiske frimærker.
af Otto Kjærgaard
