I 1933 åbnede man for det forunderlige fænomen, der hedder gavetelegrammer. Firmaet Gavetelegram A/S så dagens lys. Firmaet udstyrede posthuse og især telegrafstationerne på skibe med telegraf med et trykt katalog – noget lig dem, man tidligere fik fra Dahls Varehus – med en række gaver, som man kunne købe og få sendt til en hvilken som helst modtager i kongeriget.
Det mest geniale ved kataloget var, at alle varerne var nummereret, så man kun behøvede at telegrafere nummeret på varen, hvilke var besparende for afsenderen, for telegrafisten, der modtog beskeden havde det samme katalog og kunne slå op og se, at nr. 235 var en blomstergave.
Det har Tot benyttet sig af. På blanketten kan man se, at han sejler på Oluf Mærsk og har sendt en blomstergave til sin ven, Michael, i Tønder. Han har også vedhæftet en besked om i hvilken anledning, han har sendt en blomsterne, nemlig en fødsel. Dog lyder beskeden ”Til Lykke med Sønnen men stop Fabrikationen nu ankommer Bangkok 12/8”. Michael må åbenbart have flere børn allerede.
Gavetelegram A/S havde så en aftale med en blomsterforretning i Tønder, som bragte buketten ud sammen med dette gaveradiobrev, som enten blev vedhæftet buketten eller sendt i en kuvert. Nogle vil måske spørge, hvordan man betalte for buketten. Det skete ved at Gaveradio A/S sendt en regning – månedligt – til Mærsk rederiet, som derefter trak beløbet i afsenderens hyre. Nemt og fikst.
Gavetelegram A/S fik finansielle problemer i slut 50erne og blev 1. august 1958 overtaget af Interflora, især pga. et konkurrerende firma Søgave, som fortsatte med at lave forretninger på lignede vis som Gavetelegram langt op i 80erne.
En paradoksal ting ved Gavetelegram A/S var, at på trods af, at det var et helt privat firma, så fandt det vej ind i Postvæsenets instrukser. Se fx her Instruks for Bevægelige Radiostationer ombord i Skibe eller Luftfartøjer (fartøjsstation-er), Maj 1935: Radiobreve fra Skibe kan tillige sendes som Gave-Telegrammer, men Befordringen omfatter kun Radiobrevenes Modtagelse paa Kyststationen (eller den indenrigske Rutebaad), og deres Udsendelse pr. Post til Gave-Telegram A/S, medens selve Gavens Ekspedition besørges af Gave-Telegram A/S, og Afregningen af Gavebeløbet sker mellem dette Selskab og vedkommende Selskab eller Rederi, der har Driften af Radiostationen. Foran Adressen anføres den takstpligtige tjenstlige Angivelse =Gaveradiobrev=. Radiobrevet, for hvilket der beregnes et særligt Ekspeditionsgebyr af 50 Øre pr. Gave, der tilfalder Gave-Telegram A/S, adresseres »Gavetele-gram København«. Denne Ordning gælder ikke for Færøerne.
De optrådte i de kommende instrukser helt frem til det konkurrerende firma Søgave blev startet i 1955. Sådan klarede man sig før internettet tog over.
Af Otto Kjærgaard
Husk at Dansk Posthistorisk Selskab og Djurslands Filatelistiske Højskole afholder “Posthistorisk Skole” den 22. maj 2022
Læs mere om dagen her