Færøernes gave til Dr. Margrethe

I anledning af Dr. Margrethes 80-års fødselsdag er der naturligvis udgivet frimærker. I Danmark fik vi et forholdsvis traditionelt frimærke og miniark – helt som man havde forventet – flot og majestætisk. Den mest utraditionelle udgivelse tegner Færøerne sig for.

Færøernes officielle gave til dronningen i anledning af den runde fødselsdag var et maleri af den færøske kunstner Edward Fuglø. Det har man valgt som motiv til et miniark. En stiliseret forgyldning af dronningen i profil skyder sig som en galionsfigur ud over – må man formode – den færøske kyst.  Bag dronningen ses en række af de dyr og fugle, man kan finde på Færøerne og dronningens kappe er malet som en færøsk blomstereng.

Det skulle være en allegori efter et færøsk kvad Sjúrðarkvæði med en lille omskrivning af et citat derfra: Fuglesang og dyresprog straks hun fatte kunne. Strengt taget er det en ’han’ og ikke en ’hende’, der forstår dyresproget i kvadet efter at have drukket drageblod, men det er kun en detalje og formodentlig har Hendes Majestæt heller ikke drukket drageblod.

Billedet er en såkaldt allegori, og den slags fremstillinger er altid åbne for fortolkninger. Lige bag dronningen er vædderen med sænket hoved klar til et stød. Vædderen optræder i det færøske rigsvåben, så er det måske en lille finte til de mange Færinger, der ønsker selvstændighed: Dronningen puffes diskret ud over kanten!

Det er i hvert fald en forfriskende ny måde at fejre en regent – fantasifuldt og nytænkende.

Af Otto Kjærgaard

Om Erik Sørensen

Se også

Sjældent frimærke fra Napoli solgt for 160.000 kr.

Søndag aften den 4. november blev en helt særlig samling frankerede aviser fra Napoli solgt …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error: © 2009 - 2021 │ DJURSFILATELI.DK │ ALL RIGHTS RESERVED