Danmarks Filatelist Forbunds bibliotek er blevet nedlagt, og det er sket uden ret mange protester, hvilket for undertegnede er helt uforståeligt. Og dog, når man kigger sig rundt i klubben og diskuterer sin samling og andet materiale, der fx er lagt frem til auktion, så kan man tydeligt se forskel på dem, der gerne læser litteratur om deres samleområde, og dem, der stort set kun læser et frimærkekatalog. Her snyder den kloge den mindre kloge.
Hvis man gider læse lidt mere end et frimærkekatalog, så kan man ofte se især nyere ting, som egentlig er ret sjældne blive solgt for en slik. Rigtigt beskrevet til den rette samler ville man kunne sælge til en væsentlig bedre pris. Nu er det ikke nødvendigt at læse alverdens litteratur. Blot det at læse fx en takstabel vil ofte kunne åbne øjnene for det, der vil holde prisen, og det, der ikke vil.
Den viste kuvert er et B-brev fra 2014. Taksten 6,50 kr. var kun gældende for kalenderåret 2014, og selv om brevet ikke er den store sjældenhed, så kunne man fx i stedet kigge efter B-breve sendt ved deres indførelse i 1989. Fra 16. januar til 30 januar – altså kun 14 dage – var taksten 270 øre og steg så til 3 kr. Hvor mange B-breve er der mon sendt disse 14 dage? Systemet var nyt og uprøvet.
Op gennem tiderne har der været takstperioder på kun nogle dage, og sådanne breve vil på den rette auktion til den rette modtager indbringe mere end de 20 kr. et bundt breve på klubauktionen koster. Endnu være bliver det, når en med specialviden om sit område dukker op, og fx finder den kuvert med det poststempel på, som der indtil da kun er fundet et andet af. Mon ikke det kunne betale sig at investere i et stempelkatalog og checke sine breve og frimærker, inden de sættes på auktion?
Der findes desuden er række bøger om frimærker, som det er en fornøjelse at læse i sig selv. Det kan åbne ens øjne for nye samleområder, nye måder at anskue ens samling på og frem for alt gøre en glad ved, hvor mangfoldigt frimærkesamleriet er som hobby. Det mistede bibliotek er mistet hukommelse og dermed en del af vores historie, vi mister. Som posthistoriker kan man kun græde.
Af Otto Kjærgaard
